Bogforums nyhedsbrev er dedikeret til sommeren. I juni skrev Madame Nielsen om de bøger, hun forbinder med årstiden. I denne måned fortsætter forfatter og kulturjournalist Felix Thorsen Katzenelson (f. 1993) sommerstafetten. Tidligere på året debuterede Katzenelson med romanen Skruk skurk, som anmelderne kaldte en ”charmerende, øm og varm” bog om ”formering, forvandling og kærlighed”.
Jeg sidder her, i et tog på vej gennem et land. Udenfor toget er der himmelblåt og mange slags voksegrønt. Et koksgråt tag og så et sort. Et gult hus, en betontunnelgrå tunnel. Rustbrune ledningstårne. Måske sommeren har mange farver, måske den har mange bøger. Inde i toget er mine fingre, håndryggen har taget imod kulør, fladerne er endnu hvide og den der sære røde nogen stadig kalder hudfarve. Nu bladrer de i sommerbøger som man bladrer i sommerminder, det er ikke så meget hvordan tingene var, men hvordan de føltes.
Bruno Schulz' 'Kanelbutikkerne' fra 1933 er en bog til alle sæsoner, men også sommeren. Det er en novellesamling der foregår i en barndom i en lille polsk by. Prøv at tænke på din egen barndoms kogte sommerminder, når du læser den. Selv tænker jeg på et lavt sommerhus og ternede madrasser slæbt ud på plænen. De høje nåletræer der skulle fældes. 'Kanelbutikkerne' er lille nok til en stor lomme, den er buldrende som julitorden. Du skal læse den i en have, dvæle ved den historie der hedder 'Pan'. Jeg gøs af fryd, første gang jeg læste den. I den er en skjult have sluppet fri, levende bølger af ukrudt og blomster. Hvordan ser en have ud, når den ikke er ufarlig og friseret længere? Hvad, hvem(!), kan man møde der? Jeg har hørt der skulle være en nyoversættelse (ved ved Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad!) på vej af dette uomgængelige hovedværk.
Marguerite Duras' 'Lol V. Steins henførelse' fra 1964. Som meget af Duras, er det en sær og skæbnesvanger bog, hvor der hovedkulds tumles rundt i hvorfor tingene dog gik som tingene dog gik. Der er noget med Lola, kaldt Lol. Var det da hun fik knust sit hjerte til et bal på et kasino, der var udslagsgivende? Kender Tatiana sandheden? Hvem er det der fortæller historien? Hvad laver Lol i marken, hvad ser hun inde på det lille hotel? Blikke på kryds og tværs og ingen og alle er til at stole på. Læs den i din vindueskarm, mens du kigger stjålent ud i baggården og ind i dine naboers liv, måske man bliver henført.
Nanna Storr Hansens 'Mimosa' fra 2018. Digte om at flyde ud. Digte om at drømme om at lave dejbørn med sin elskede. Digte om at blive noget andet, og måske noget tredje. Kroppen er jo en glidende bevægelse, mærk det selv på cyklen ud mod stranden. Kroppen er hele tiden i gang med at indtage og udskille noget. Rør-mig-ej siger mimosablomsten, men vi ved jo godt at vi hele tiden gnubber os mod en masse andet. Lårene klistrer mod sandet, halsen er en tørstig brønd. Læs den når solen er på sit højeste, når selv himmellegemer jager rundt med dig.
Marlen Haushofers 'Væggen' fra 1968. En verdensomvæltende bog om ægte isolation. En usynlig væg har rejst sig rundt om en kvinde på besøg i nogle venners jagthytte, alt udenfor væggen er tilsyneladende dødt. Kvinden må lære at overleve og holde livet omkring sig i gang og nogle gange på afstande. En af de dejligste og smukkeste og milde og uhyggelige bøger jeg nogensinde har læst. Det er det slidsomme arbejde at gro bønner, passe en ko, passe en krop. Hvad sker der med nogen når de er helt alene, og er man nogesinde det? Læs den efter en lang dag i sommerhuset, når det endelig er mørkt og alt knirker.
Der er også der i Solvej Balles septologi, hvor Tara Selter er fanget i en novemberdag, men trænger til at mærke årstiderne. Så hun tager sydpå for at skabe sommer.
Og der er der i Jonas Eikas 'Efter Solen' hvor de unge stranddrenge bliver til udødelige rejevæsner og noget med aftersun og sæd.
Og der i Helle Helles 'Hvis det er', hvor de farer vild i skoven.
Og der er 'Call me by your name' og Theis Ørntofts 'Solar' og alt mulig Inger Christensen.
Og og og, og sommer og sommer igen.