Bogliste: Sommerbrev fra Madame Nielsen

De kommende nyhedsbreve står i sommerens tegn. Vi har spurgt tre forfattere, hvilke bøger, de forbinder med årstiden. Første er Madame Nielsen, forfatter til – blandet meget andet – romanen Den endeløse sommer, som Bogforum redaktionen ikke tøver med at anbefale som ledsager i sommerlandet. Madame Nielsen er aktuel med dagsbogsromanen Dødebogsblade, som er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2025.

 

Endeløse somre

Madame Nielsen

Da jeg i min erindring rodede efter bøger, jeg kunne anbefale dig, gik det op for mig, at min roman Den endeløse sommer er én endeløs sommer, så fuld af sommerens lys, den danske, men også den portugisiske, og af dette lys' hendøen, smerten, døden ... Men jeg mindes kun et tilsvarende lys fra læsning af danske bøger og om danske somre. Ja, det gik op for mig, at min sommer er en sommer, et lys på vore breddegrader. Der er masser af fabelagtigt lys længere nede i Europa, men det er, sådan mindes jeg det, sådan lyser det i mig, Sydens lys, ikke specifikt sommerens, så nu roder jeg i hjerne-, i hjertekassen med danske bøger ...

  Åh, ja, her har vi det: Især i J.P. Jacobsens forfatterskab er dette lys: I åbningsscenen af novellen Mogens er det så intenst, så vibrerende som intet andet sted uden for min endeløse sommer, i den åbningsscene står tiden sommerligt vibrerende summende stille, alt bare ER, hviler i sin væren og i Værens lys. Tilsvarende stemning findes, så vidt jeg husker, også flere steder i Niels Lyhne og måske også Fru Marie Grubbe, og jeg husker det også i et af hans digte, nej, nej, måske er det Sophus Clausen, en scene uden bevægelse, et hus ved en vej, det brændende støv, blomsternes tunge, hede duft ...

  Og af en eller anden grund, og omend det strider mod ovenstående påstand om at min sommer ene og alene er den danske sommer, så er åbningsscenen fra William Faulkners Light in August for mig, i mig, også sommer: En fattig ung sort pige går langs en støvende solslagen landevej i de amerikanske sydstater, og en hestevogn går holdt, og hun stiger op og ruller ind i sin fremtid ...

  Og, åh, ja, nu strømmer sommerens lys imod mig, det vælder ud mellem siderne i de første bind af Marcel Prousts På sporet af den tabte tid: Vejen til Swann, Vejen til Guermantes, men også åbningsscenen i Sodoma & Gomorra, den tidlige barndoms år, hvor den store verden endnu ikke findes, alt er nært, du kan række ud og lægge hånden på den varme husmur, dybgrønne hegn langs støvede stille veje, altid i denne sommerens sol, hvor tiden ophører, og insekterne summer, hør!