Vinterlæsning med Bogforum

Karoline Stjernfelt, tegneserieforfatter og tegner, seneste værk: I morgen bliver bedre 2. Dronningen 

Hvilken bog bøger forbinder du særligt med vinter? 

Sent i November af Tove Jansson. Forfatteren, der skrev Mumi-bøgerne, skrev som sin allersidste Mumi-roman en bog om Mumidalen uden Mumifamilien. Den er kold og grå og tyst, og handler om alle de små eller større bipersonerne, der har befolket dalen og bøgerne forud gennem serien. De er alle vendt tilbage til Mumidalen efter at have forladt den, eller måske ikke have været der længe. Og de finder et tomt hus og en tavs dal, forladt af seriens hovedpersoner. Det er som sagt den allersidste bog i serien, der, bog for bog, voksede og gik fra at være meget finurlige bøger specifikt til børn, til at være mere skæve, lidt dystre bøger, i virkeligheden allermest skrevet til voksne. Den tendens starter med Troldvinter og Mumifar og havet og kulminerer i denne sidste, som på sin vis også er Tove Janssons eget farvel til det univers, hun havde skabt.  

Den er meget, meget stille og beskriver denne underlige ikke-efterår, ikke-vinterperiode som november jo er, og den ensomhed og længsel som personerne oplever i det tomme hus, og som vi alle kan opleve, og genkende, som mennesker. Den er smuk og mørk, og man kan lugte de rådnende blade og den kommende frost når man læser den.  

Helt sikkert en af mine yndlingsbøger nogensinde, og jeg prøver gerne at genlæse den hvert år når vinteren står for døren.

Hvilken bog ser du frem til at læse denne vinter?

The Queen’s Fool af Philippa Gregory. Som det kan ske for selv den bedste, blev jeg forleden dybt optaget af at forstå, hvordan rollen som hofnar igennem historien egentlig har fungeret. Hvilken stand var de af, hvor kom de fra, og hvor og hvornår var de egentlige udbredte? Jeg brugte derfor en aften på Wikipedia for at blive klogere på det.  
Det resulterede i at jeg lånte The Queen’s Fool af Philippa Gregory på biblioteket. Jeg opdagede, at der i Tudortidens var i hvert fald én til to kvindelige hofnarre ved de britiske hoffer, og The Queen’s Fool er en fiktionalisering af livet for én af disse, Jane Foole, som hun blev kaldt.  

Jeg ser meget frem til at finde ud af, om den er lige så underholdende og farverig, som den ser ud til at være. Lidt hofintriger i vintermørket lyder jo ikke dårligt, og jeg er altid på jagt og interesseret i sære og skæve fortællinger og menneskeskæbner fra historien.  

Mathilde Walter Clark, forfatter, seneste værk: Det blinde øje 

Hvilken bog forbinder du særligt med vinter? 

Donna Tartts debutroman Den hemmelige historie. Det er en syndebuksfortælling efter ældgammelt mønster, sat i rammerne af et elite-college i Vermont. Igennem en rigtig New England-vinter med sne og kulde følger vi jeg-fortælleren Richard, som kommer fra et almindeligt middelklassehjem i Californien blive optaget i en klike med fem rige og privilegerede studerende, som ledes af en excentrisk lærer i oldgræsk. At blive en del af det eksklusive, elitære fællesskab med de særlige og højtbegavede mennesker virker i begyndelsen berusende, men sådan skal det selvfølgelig ikke fortsætte. Der er scener, hvor fortælleren er ved at dø af kulde i et uopvarmet varehus. Sneen får en særlig betydning, den kan dække en voldelig udåd til, men den kan også smelte og blotlægge den.  

Den hemmelige historie må være den koldeste, mest forfrosne, vinterbog jeg nogensinde har læst, i modsætning til Donna Tartts bog nummer to, Den lille ven, som foregår over en sommer i Mississippi i 70’erne, og som må være den hedeste, mest klæbrig-fugtige sommerbog jeg nogensinde har læst.  

Hvilken bog ser du frem til at læse denne vinter? 

Mine veninder har udgivet bøger i dette efterår, som jeg endnu ikke har fået læst, men som jeg glæder mig til: Bjørn, det er sidste bind i Iben Mondrups Tabita-trilogi om de vel nærmest stjålne børn fra Grønlands, og Den virkelig verden af Malene Ravn som handler om de LSD-eksperimenter som lægerne udførte på Frederiksberg Hospital helt op til 1974.  

Derudover skal jeg læse den sydafrikansk-fødte J.M. Coetzees seneste bog, The Pole and Other Stories, en kortroman og fem noveller, som endelig er udkommet på engelsk. I de senere år er han begyndt at udgive sine tekster i spansk oversættelse, før han udgiver dem på det sprog de er skrevet i, nemlig engelsk. Det er en stille protest mod det engelske sprogs kulturelle dominans og et udtryk for hans tilhørsforhold og dedikation til det Globale Syd. Det kan jeg kun bifalde—og forbande at jeg ikke er bedre til spansk. 

Én af de noveller som er med i bogen, The Glass Abbatoir (Glasslagteriet), spiller en rolle i min lille bog som kom her i efteråret, Hvordan man laver dyr. På det tidspunkt, hvor jeg skrev teksten, havde jeg kun en videooptagelse af Coetzee, der selv læser novellen op til et arrangement på Malba (Museo de Arte Latinoamericano de Buenos Aires), hvorfra jeg altså måtte transskribere citaterne. I novellen spørger den aldrende forfatterinde, Elizabeth Costello, sin søn hvad det mon vil koste at bygge et glasslagteri "ikke et stort et, bare en model, som en demonstration". Hun er en gennemgående figur fra hans senere forfatterskab, og vi ved fra andre værker at hun har et "sår", en slags sjælelig rædsel måske, der gør hende modtagelig overfor det der "i dette øjeblik gøres mod dyr på produktionsanlæg (jeg tøver med at kalde dem landbrug længere), på slagterier, i trawlere, i laboratorier over hele verden". I novellen vil hun bygge et slagteri af glas på torvet. Hun ønsker at alle skal kunne se, lugte og høre hvad der foregår derinde.  

Men i novellen bygger hun ikke et slagteri af glas. I stedet sender hun sønnen sin notesbog. Den er fuld af notater om menneskets forhold til dyr, filosoffer, tænkere og forelæsere der fremlægger tænkere. Descartes der dissekerer en levende kanin. Han læser notaterne uden at forstå hvad han skal med alt det. Den sidste note handler om et tv-klip hun har set med en nyudklækket kylling som bliver sendt af sted på et samlebånd, men bliver pillet af og smidt væk, fordi den ikke "passer ind i forretningsplanen".  

Sønnen undrer sig. Hvad skal han med det? "Det er for dem jeg skriver," skriver hun til ham. "Jeg ville have at du skulle læse om dem. Overlevere erindringen om dem til dig. Det var det hele".