Q&A med Joël Dicker

Den schweiziske, litterære superstjerne Joël Dicker slog internationalt igennem i 2012 blot 27 år gammel med romanen ”Sandheden om Harry Quebert-sagen”, der blev en af årets mest omtalte romaner. I år er han aktuel med romanen ”Alaska Sanders-sagen”, som trækker tråde tilbage til sagen om Harry Quebert.

 

Du har skrevet en fortsættelse til din debutroman ”Sandheden om Harry Quebert-sagen”. Hvorfor besluttede du dig for at skrive en ny bog om Marcus Goldmand og Perry Gahalowood?

 

Da jeg i 2011 var færdig med ”Sandheden om Harry Quebert-sagen”, havde jeg planlagt, at det skulle være en trilogi. Jeg gik i gang med fortsættelsen, men jeg gik i stå, da ”Sandheden om Harry Quebert-sagen” blev sådan en stor succes. Jeg sagde til mig selv: Folk kunne godt lide den første bog, men hvad med den næste? Hvis den er anderledes end den første, vil de så ikke kunne lide den lige så godt? Og hvis ikke vil de så synes, at den minder for meget om den første? Hvordan skulle jeg kunne forny mig? Så jeg endte med at lægge historien til side. I stedet skrev jeg ”Bogen om Baltimore-familien”, som ikke er en krimi, men en familiesaga.  Men jeg beholdt min hovedperson, Marcus. Det var bind 3 i trilogien. For to år siden følte jeg langt om længe, at jeg var nødt til at skrive bind 2. Jeg havde taget et skridt tilbage, og jeg havde udviklet mig. Der var gået ti år siden ”Sandheden om Harry Quebert-sagen” – det var tid.

 

”Alaska Sanders-sagen” begynder i april 2010, og vi efterlod de to hovedpersoner i oktober 2009 i ”Sandheden om Harry Quebert-sagen” – hvad er der sket i personernes live i mellemtiden

 

Der er hentydninger og tilbageblik til den mellemliggende tid i ”Alaska Sanders-sagen”. Marcus fortæller for eksempel om de sidste uger i 2009 og om nytårsaften. Eller om, at han var i Canada efter filmatiseringen af hans første roman ”G som Goldstein”, som begyndte samtidig med, at hans roman ”Sandheden om Harry Quebert-sagen” udkom.

 

Hvordan vil du beskrive Marcus og Perrys forhold?

 

Jeg tror på, at Perry er en sand ven for Marcus. Perry er hans familie, og jeg mener også, at ens ægte familie er ens venner. Du har ikke valgt din egen familie, og det gør den ikke mindre vigtig. Men det er en relation, der som udgangspunkt bygger på et indiskutabelt faktum. Det er et socialt erhvervet bånd. Overfor det står intimiteten mellem venner, forholdet til dem, der virkelig kender os. Vores venner har en bedre position. Fordi vores venner kender os mere direkte, eksisterer der ikke nødvendigvis de modstridende og forudindtagede holdninger og de forskellige projektioner, som der gør i en familie. En ven er en, der kender dig, men stadig holder af dig. Det er det, Perry er for Marcus. At have venner, man virkelig kan regne med, er en af de største succeser i livet. Det er det, denne bog handler om: de venskaber, der virkelig står distancen i hårde tider, som Marcus og Gahalowoods venskab.

 

”Alaska Sanders-sagen” finder også sted i USA. Hvordan kan det være, at du godt kan lide at skrive ”store amerikanske romaner”? Har du boet i USA eller drømt om at bo der?

 

Jeg kender USA godt. Da jeg var barn, holdt jeg tit ferie med mine fætre og kusiner, der bor på Østkysten, i en lille landsby i Maine. Så jeg har et indgående kendskab til området, hvilket jeg trækker på i mine romaner. Jeg vandrede ofte langs de enorme strande og forestillede mig tusind ting i dette univers, langt hjemmefra, langt fra alting. Det er et landskab, der inspirerer mig, en grobund for min kreativitet, et land med stor kunstnerisk frihed for mig. Med ”Sandheden om Harry Quebert-sagen”, der er min første ”amerikanske roman”, gav jeg mig selv en frihed, som jeg ikke havde haft før. Som om placeringen i USA tillod mig at slippe for de regler, jeg tidligere havde pålagt mig selv, og bare skrive.

 

”Alaska Sanders-sagen” er tredje bog, du har skrevet med Marcus Goldman som hovedperson – tror du, at vi kommer til at se flere bøger med Marcus Goldman i fremtiden?

 

Nu har jeg afsluttet trilogien, som jeg havde planlagt. Måske bliver det til en tetralogi? Måske vender jeg igen tilbage til deres liv om ti eller femten år … Jeg ved det ikke engang selv.