Ind i et forfatterskab... Clarice Lispector

I samarbejde med Teater Republique, Forlaget Basilisk og Forlaget Multivers, hyldede vi den 9. december den brasilianske forfatter Clarice Lispector gennem talks, readings og fest. Billetterne til samtale- og oplæsningsprogrammet blev hurtigt udsolgt, men der var fri entré til den efterfølgende fest, hvor DJ-Brevet spillede et brasiliansk DJ-set. Læs mere om arrangementet her.

 

I serien ’ind i et forfatterskab…’ spørger vi en kender af et forfatterskab, hvor man kan begynde eller hvordan man kan bevæge sig længere ind i det – og selvfølgelig hvorfor man bør. I denne artikel taler Johan Lose, programansvarlig på Bogforum, med oversætter Tine Lykke Prado om den brasilianske forfatter Clarice Lispector.

 

Clarice Lispector (1920-1977) blev født i Tjetjelnik i det nuværende Ukraine. På grund af jødepogromer flygtede familien til Brasilien, da Lispector var ganske lille. Her voksede hun op i Maceió og Recife. Efter morens død flyttede familien til Rio de Janeiro, hvor Lispector studerede jura og arbejdede som redaktør og journalist. I 1943 giftede hun sig med diplomaten Maury Gurgel Valente, med hvem hun flyttede til Italien (og senere Schweiz, England og USA). Samme år, i 1943, udkom debutromanen Nær livets vilde hjerte. Værket, der skildrer en pige, ung kvindes opvækst, blev en litterær sensation på grund af Lispectors sansemættede, strømmende, søgende og enestående præcise skrift. Foruden novellesamlingerne Familiebånd og Hemmelig lykke, er romanerne Passionen ifølge G.H., Água viva og Stjernens time udkommet på dansk. Senest udgivelser er At skrive og leve (Basilisk) og Udvalgte breve (Forlaget Multivers).

 

Jeg kunne godt tænke mig at begynde med at spørge, hvordan du opdagede Clarice Lispectors forfatterskab?

Det er en gammel historie. Jeg er jo halvt brasilianer og boede i Brasilien i mange år. Da jeg var omkring 20 fik jeg novellesamlingen Familiebånd af min tante i julegave med ordene, ’Du kan jo godt lide mærkelig litteratur, så hun må være noget for dig,’. Min tante var lærerinde. Jeg kunne lide bogen med det samme og endte med at skrive speciale om Clarice på universitetet. Dengang var der desværre ikke så mange i Brasilien, der læste hende. Hun var kritikernes darling, men ukendt blandt det større publikum. Det var først i midten af 90'erne, at folk for alvor kastede sig over Clarice.

 

Men mange i Brasilien vil vide, hvem hun er i dag?

Nej, det passer ikke helt. Det er lidt af en røverhistorie, som kan tilskrives amerikaneren Benjamin Moser, der har skrevet en biografi om Lispector. Den har skabt opmærksomhed om Clarice, helt sikkert. Og tak for det. Men det er vigtig at få nuanceret Benjamin Mosers billede af Clarice. For man er desværre nødt til at trække lidt fra det, han skriver. Fantasi bliver til facts. Og Clarice må have ret til at være sig selv, vil jeg mene. Og ikke hvad Moser vil gøre hende til. Så vi skal lige have renset billedet, så vi kommer tilbage til Clarice, igen. For eksempel kunne hun ikke leve af at skrive og var flere gange i pengenød, så hun solgte ud af sine malerier. For at tjene lidt ekstra, sagde hun modvilligt ja til at skrive lørdagskronikker til Jornal do Brasil i en årrække, også for at komme ud til en bredere læserskare. Men hun endte med at blive glad for den tjans.

 

Lispector er født i det nuværende Ukraine, men i sine breve gør hun en del ud af, at hun er en brasiliansk forfatter. Hvorfor tror du, det var så vigtigt for hende?

Hun er faktisk udvandret fra interview, fordi de lagde ud med netop det spørgsmål. Det at være født i Ukraine betød ikke noget for hende. Der er, mig bekendt, heller ikke jødiske elementer i hendes litteratur, altså ritualer eller symboler. Hun sagde ’jeg er bare brasilianer. Hvorfor spørger I ikke alle de andre om det?’ Jeg forstår hende godt. Også fordi hendes skrivestil, hendes fabulering, jo er brasiliansk eller meget latinamerikansk, skulle jeg måske hellere sige. Ja, jeg synes snarere hendes skrift er beslægtet med andre latinamerikanere, såsom Julio Cortázar.

 

Lad os tage fat i nogle af værkerne. Hvis du skulle anbefale et værk, man kunne begynde med, hvad ville du så anbefale?

Alle siger Stjernens time, men jeg siger nok Familiebånd. For mig er den novellesamling hendes mest universelle værk, og også det mest humoristiske. For mig er det betagende, at hun kommer så meget rundt, tematisk. Det er simpelthen en perlerække af ret originale fortællinger, de er hver især perfekte værker. Og i min optik er Clarice allerbedst i sine noveller. De er så intense, så tilsyneladende enkle. Der er så mange lag i dem – de er ligesom uendelige.

 

Hvis man til gengæld kun skulle læse ét værk, der indeholder essensen af forfatterskabet, hvad kunne det så være?

Så vil jeg sige Água Viva, helt klart. Det er essensen af Clarice. Af hendes tanker om livet, og om skriften. Og så er den jo lyrisk. En af mine venner sagde ’Tine, det er jo et digt, det her’. Yes, det er det. Der viser hun ligesom det hele; det er hendes mest originale værk, for mig at se. Hun skrev manuskriptet igennem et hav af gange, det nåede at få fire forskellige titler og blive skåret 120 sider ned. Alle tre håndskrevne, lappenoterede og maskinskrevne manuskripter ligger i et arkiv i Rio, og dem måtte jeg jo igennem for at kunne oversætte bogen ordentligt. – Det tog tid, en 9 måneder.

 

Det kan også være et frustrerende værk at læse…

Ja, det er jo ikke for ingenting, at hun går for at være hermetisk. Eller svært tilgængelig. Men som en af mine venner, der ikke arbejder med litteratur, sagde, så skal man bare slippe paraderne og glide ind i værket. Man skal lade sig forføre. Altså, prøv nu at fare vild, og se, hvad der sker. Ikke? Det synes jeg i hvert fald, kunne være en måde at gå til hende på. Men man skal jo også turde. Eller gide. Clarice er sådan en enten-eller-forfatter, vil jeg sige. Jeg kender ikke nogen, der meget godt kan lide hende. Enten kan de ikke lide hende, eller også kan de rigtig godt lide hende. Lispector står i sin skrift fast på noget intuitivt, hvilket også har støttet mig som oversætter. For jeg oversætter hende intuitivt. Og læser meget højt – jeg går op og ned ad gulvet, det kan min underbo skrive under på. Jeg må jo høre, hvordan det lyder. Clarices skrift er meget rytmisk, melodisk. Det er et dejligt helvede som oversætter. Redaktørerne bliver vanvittige over mig, for jeg bliver ved med at rette igen, og igen.

 

Jeg vil også gerne spørge, om der er nogle værker, du synes er lidt atypiske, lidt sære i hendes forfatterskab?

Jae, det må jo nok være romanen Onde estiveste de noite (Hvor var du i nat). Den er en underlig fluffy størrelse. Den kunne man næsten læse uden at mærke, at det var hende – den er Ikke særlig claricisk. Den mangler den strøm, der kendetegner hendes værker. Der er også et par andre bøger, der måske ikke lige er på højde, men man kan jo heller ikke kræve af en forfatter, at alt skal være hovedværker…

 

Er der ét af Lispectors værker, der har haft en særlig personlig betydning for dig?

Ja, det er nok Stjernens time. Det var den første, jeg oversatte tilbage i firserne, og det gjorde jeg, fordi jeg tænkte, at det nok var den, man skulle præsentere hende med i Danmark. Der er jo nærmest en klar fortælling i den – den handler om en nordøstbrasiliansk pige, der spiser hotdog og drømmer om en mand, i Rio. Og så er der meget humor i den roman. Jeg har selv boet i Nordøstbrasilien, og hun beskriver nordøstbrasilianeren fabelagtigt. På en allegorisk måde – i stedet for at blive socialrealistisk. Faktisk var Clarice socialt engageret. Hun læste i øvrigt jura, fordi hun ville forbedre forholdene i de brasilianske fængsler.

 

Jeg ved, du også har haft adgang til originalmanuskriptet til romanen Stjernens time. Hvordan var det at kigge i det?

Fantastisk. Jeg elsker at sidde med Clarices originaler. – Man får en stor, fin æske udleveret med manuskriptet. Med silkebånd om. Og så ligger det hele bare dér foran én – alverdens hverdagsagtige sedler, alskens notater og skrivemaskineark. Fragmenter, hun satte sammen – og pludselig tonede bogen frem. Det var sådan, hun arbejdede, det fortæller hun også om i brevene. Værkerne formes af en understrøm. Hun har et forunderligt begreb om, hvordan teksten bliver til. Det fornemmer man.

 

Der er udkommet er del af Lispectors værker de seneste par år. Hvorfor tror du, de udkommer netop nu?

Hm, ja det er er jo tankevækkende, at den oversættelse af Stjernens time, jeg sendte til et dansk forlag i 80’erne, fik jeg i hovedet igen, med bemærkningen ’det er jo ikke dansk’. Og så, i 2018, er det pludselig dansk. Selvfølgelig har jeg skrevet oversættelsen igennem, men jeg har ikke rettet væsentligt i den. Det må være Danmark, der har ændret sig, tror jeg. Nu er forlagene mere åbne over for nye, anderledes stemmer. Måske har globaliseringen en finger med i spillet. Hvad ved jeg?! Det er jo ikke til at sige, hvorfor der er sket en åbning og dermed en forståelse for sådan en som Clarice, men det gælder jo heldigvis også andre ting. Da jeg begyndte at oversætte i firserne, var det jo for at vise, at Brasilien var andet end fodbold, kaffe og samba.

 

Nu er Lispectors udvalgte breve netop udkommet. Kan du fortælle lidt om udvalget?

Udvalget er lavet på baggrund af en 800 sider tyk samling breve. Jeg har valgt det mest familiære, det mest almindelige fra, sådan noget, som ikke udvider billedet af Clarice eller er af interesse for litteraturinteresserede som sådan. Brevudvalget indeholder det, jeg synes, var det mest væsentlige, fordi det tilføjer noget nyt om mennesket Clarice, eller siger noget om hendes forhold til litteratur og om at være forfatter. Det siger kronikkerne, der nu kommer på Basilisk, også en del om, men man kommer tættere på Clarice i brevene. Jeg synes, det er smukke sider af hende, der kommer frem her. Man får et billede af et meget omsorgsfuldt menneske, der er overraskende afhængig af at have en levende kontakt til sin omverden. Brevene udgjorde en bro. Ja, det var måske hendes måde at overleve på i de 16 år, hun boede i Europa.

 

Sidste spørgsmål. Hvis man skulle nævne en anden forfatter, som kunne skærpe ens blik for Lispectors tekster, hvem kunne det så være?

Hm..., måske Hilda Hilst. Hun skriver nogle gange på lidt samme måde – med samme stærke stemme og rytme. Men det er selvfølgelig noget helt andet, der kommer ud af det. Hun skriver fandenivoldsk. Meget fandenivoldsk. Uden filter. Hun skriver ikke sine bøger så meget igennem, som Clarice gjorde. Hm, det er svært at tale om Clarice og påvirkning. Jeg føler, jeg forråder hende. Og det har jeg altid prøvet at undgå. Men skal man absolut tale om påvirkning eller slægtskab, så er jeg nok mere tilbøjelig til at nævne Proust, men måske er det lidt vildt. Hun lærte i øvrigt sig selv fransk og læste Marcel Proust. Ja, hvis der er nogen, man kan læse ind i Clarice, er det måske Proust? På grund af den understrøm, der er i teksterne. Det strømførende lag. Og så er de fælles om en særlig mangestemmighed. I de senere værker var hun måske påvirket af Franz Kafka, det er i det mindste ham, hun i brevene nævner som inspiration. Men for mig er det unikke ved hende også, at man ikke kan rubricere hende. Hun skrev for sig selv. Hun skrev op imod datidens dominerende socialrealisme i brasiliansk litteratur. Uden at pege fingre ad nogen. Ligesom enerne Juan Rulfo i Mexico og Jorge Luis Borges i Argentina. Ja, det imponerende er, at hun lige fra starten har sin helt egen stemme, der er så anderledes og nybrydende i datidens brasilianske litteratur. Og uden at ryste på hånden: ’Det er sådan, jeg skriver. Det er sådan, jeg er. So be it´. Og det at være så åben for andres meninger og forslag, som hun er i brevene, kræver en vis sikkerhed, vil jeg mene. Men titlerne var hun ofte i tvivl om. Og så var hun stor nok til at sige, hvilke af sine bøger, hun ikke brød sig om…