Ind i et forfatterskab... Christian Kracht

Teater Republique x Bogforum: Oplev Christian Kracht i København den 30. november. Køb din billet her. 

 

I serien ’ind i et forfatterskab…’ spørger vi en kender af et forfatterskab, hvor man kan begynde eller hvordan man kan bevæge sig længere ind i det – og selvfølgelig hvorfor man bør. I denne artikel taler Johan Lose, programansvarlig på Bogforum, med oversætter og germanist Adam Paulsen om den schweiziske forfatter Christian Kracht.

 

Christian Kracht blev født i 1966 i Saanen, Schweiz. Siden debutromanen Faserland (1995), som regnes for en moderne klassiker, har han slået sit navn fast som en af de vigtigste, mest særegne europæiske forfattere. Kracht er rundet af en opvækst i Schweiz, Canada, USA og Sydfrankrig og lange ophold i Indien, Thailand og Skotland. I sine værker kommer han ligeledes vidt omkring. I romanen Imperium (2012) skriver Kracht om tyskeren August Engelhardt, der i begyndelsen af det 20. århundrede forsøgte at grundlægge et religiøst nudist- og veganerfællesskab på Ny Guinea, mens han i De døde (2016) undersøger 1930’ernes Berlin og Tokyo, hvor stumfilm havde sin storhedstid. På dansk er også kommet 1979 (2001), der handler om Iran på tærsklen af revolution, og senest den anmelderroste, aktuelle roman Eurotrash. Fælles for værkerne er Krachts ironiske blik, stilistiske mesterskab og gennemlysningen af den europæiske histories skyggesider og dekadence, som især viser sig i mødet med andre kulturer og andre tider.

 

Jeg vil gerne begynde med at spørge, hvordan du opdagede Christian Kracht? Du boede selv i Berlin, da Kracht debuterede med Faserland (1995) – hvordan meldte han sin ankomst i det litterære Tyskland?

Jo, jeg boede i Berlin, da den udkom, og jeg havde hørt om Kracht, fordi han skrev for et ret kultagtigt magasin, som hed Tempo. Det havde han gjort i nogle år. Men så kom den her roman, Faserland, som hurtigt blev læst som generationsroman. Da jeg første gang læste den, var jeg ikke så begejstret. Det blev jeg senere, må jeg sige.

 

Hvorfor først senere?

Lad mig hellere fortælle, hvorfor jeg ikke umiddelbart var begejstret. Kracht er i Faserland meget inspireret af Bret Easton Ellis, ham med Under nul (1985) og American psycho (1991). Dem havde jeg selv læst med ret stor begejstring, og jeg kunne ligesom kun få øje på Krachts afhængighed af Ellis. Jeg havde på det tidspunkt ikke rigtig sans for transponeringen af Ellis’ brutale, snobbistiske, kyniske yuppieblik til en tysk kontekst, og jeg så heller ikke, hvad Kracht selv bidrog med.

 

Hvad sker, når det blik møder en tysk kontekst? Nu tænker jeg på Tyskland i midt-90'erne. Er det dér den optimistiske fremskridtsfortælling begynder at tabe luft og virke hul?

Ja, det er en meget desillusioneret roman, med en dandyagtig jeg-fortæller fra overklassen, der ikke lægger skjul på sin foragt for underklassen eller den lavere middelklasse. Her er ingen samfundskontrakt tilbage, ingen konsensus, ingen bekendelse til velfærdsstaten. Det er også et brud med den moralske og opbyggelige litteratur, som prægede en stor del af den vesttyske efterkrigslitteratur og Vergangenheitsbewältigung. Navne som Heinrich Böll og Günter Grass. Hos Kracht skelnes der ikke mellem de gode og de onde, her er alle bare ”SPD-nazister”, som jeg-fortælleren kalder sine landsmænd. Vildt provokerende!

 

I dag har Faserland klassikerstatus i Tyskland. Hvorfor?

Det var en af de bøger, der var med til at introducere pop-litteraturen i Tyskland. Litteratur, der tilsyneladende bevæger sig på overfladen, uden nogen psykologisk dybde, meget optaget af populærkulturelle fænomener – tøjmærker, musik, film. Igen et lån fra Bret Easton Ellis. Krachts sprogbeherskelse er desuden helt unik. Og så er det en helt utrolig morsom bog. Men der er også et dybere, strømførende lag, en melankolsk grundtone. Det er en dybt ambivalent bog.

 

Nu har vi været omkring Faserland, som ikke er oversat til dansk. Lad os gå videre vi til der, hvor danske læsere kan stige på forfatterskabet. Hvor skal man begynde?

Så vil jeg sige 1979. Det er en kort roman, som indeholder meget af det, en Kracht-roman skal indeholde. En provokerende længsel efter forløsning. En fascination af og dragning mod det totalitære. En dekadent æsteticisme. Og en stor ambivalens. Hovedpersonen i romanen ender for eksempel i en kinesisk fangelejr på en virkelig ambivalent, svært afkodelig måde: Taler han de kinesiske fængselsmyndigheder efter munden, når han siger, at han aldrig har haft det bedre? Eller er det, fordi han er blevet hjernevasket? Bogen udkom i 2001, lige omkring 9/11, og det gjorde selvfølgelig noget for modtagelsen. Den blev læst i lyset af terrorangrebet – en del af handlingen foregår jo i Teheran under revolutionen i 1979, så politisk islamisme indgår i romanen på en faretruende og dybt ambivalent måde.

 

Hvis vi vender tilbage til det provokerende. For en dansk læser kan det måske være svært at forstå, hvorfor Kracht er så prorokerende – som han er i de tysksprogede lande…  

Jeg tror, det har at gøre med hans medieoptræden, hans forfatterpersona. Da Faserland udkom, læste man det som en selvbiografisk bog. Det var Kracht, der skrev om sig selv. Og det modsagde han sådan set aldrig. Han smilede bare, når han blev spurgt til det. Og han bruger selvfølgelig sin egen biografi. Alle ved, at han virkelig er en rich kid. Det er ikke velset i litterære kredse, især ikke når man skilter med det, som han i perioder har gjort. Alle hans bøger kredser også om totalitarisme, men på en ubestemmelig, tvetydig måde. Han er fascineret af utopier, nye fællesskaber. Der er en dyb modsætning mellem æstetisk dekadence a la Huysmans og en drift mod farlige politiske eventyr i hans bøger. Det er uklart, hvor han selv står. Er det nu forfatteren, der taler, eller er det fortælleren? I de interviews, han giver, forsøger han heller aldrig at lægge afstand til det.

 

Kracht elsker at drille. I Eurotrash, den seneste roman, bliver han hele tiden forvekslet med en anden tysksproget forfatter, nemlig Daniel Kehlmann. Og der er jo nogle sammenhænge mellem de to. Kehlmann gør så også til de her store historiske romaner..

Det er faktisk ret sjovt – de har helt klart sådan et spil kørende med hinanden. Hele vejen op gennem deres respektive forfatterskaber. Der er også noget skægt i, at Kracht bruger berømte personer som cameos i sine romaner, tit i meget tvivlsomme roller. I De døde gør han for eksempel Charlie Chaplin til morder ved at lade ham smide en af hovedpersonerne ud over rælingen på et krydstogtskib på vej til USA. Og han slipper selvfølgelig afsted med det; ingen spekulerer over, hvad der bliver af den her japanske embedsmand, der bare pludselig ekspederes ud af historien, fordi Chaplin bliver sur over en spydig bemærkning.

 

Nu kommer der et måske lidt kækt spørgsmål. Hvis man kun skulle læse ét Kracht-værk, hvad vil du så anbefale?

Så vil jeg sige, at man skal læse Imperium. Men det skal man så give sig lidt god tid til, for det er en ret kompleks roman. I en vis forstand kan man sige, at den handler om forhistorien til det store civilisationsbrud i det 20. århundrede. Om nazismens baggrund. Romanen handler om det tyske kejserrige i perioden omkring år 1900, anskuet gennem livsreformbevægelsen, som var en hippiebevægelse, der opstod som reaktion mod kejsertidens overfladiske materialistiske selvforståelse. Der er en masse historisk stof i romanen. Kracht bruger en historisk figur, August Engelhardt, som var en fuldstændig udflippet type, der lavede sit eget kokosevangelium: Man skulle kun ernære sig af kokos, som ifølge Engelhardt var det reneste, man overhovedet kunne indtage. Men der er også noget foruroligende i det. Hitler var som bekendt vegetar og god mod dyrene, hvilket han havde fra livsreformbevægelsen. Livsreformbevægelsen førte alle mulige steder hen, men den førte også til nazisme. Og det er så den historie, Kracht fortæller, men der er så mange lag i bogen. Jeg har læst den tre gange og opdager stadigvæk nyt i den. Det er en fantastisk roman, og den er både morsom og dybsindig og provokerende og helt usædvanligt velkomponeret.

 

Min fornemmelse er, at Krachts historiske bøger altid er adresseret nutiden?

Helt sikkert. Romanerne kan uden tvivl oversættes til nutidige problemstillinger og diskussioner. For eksempel er renhedslængselen et hovedtema hele vejen igennem. Men det er ikke en litteratur, der på nogen entydig måde vil sætte problemer under debat, eller som er politisk i traditionel forstand. Kracht er blevet kaldt æstetisk fundamentalist, og det er der noget rigtigt i. Æstetikken og kunsten står over politikken, men det er der selvfølgelig også en form for politisk budskab i.

 

Jeg vil også gerne høre, om der er et af Krachts værker, som har haft en særlig personlig betydning for dig?

Jeg har været meget optaget af Imperium. Måske også fordi jeg dele Krachts fascination af stoffet: At der er så mange paralleller mellem livsreformbevægelsen omkring år 1900 og vores egen tid. Den her renheds- og forløsningslængsel koblet til en protoøkologisk tankegang og utopitænkning er sindssygt interessant. Dét havde jeg arbejdet med, inden Imperium udkom. Men han er jo en seismograf, så jeg tænkte ’okay, her er jeg på sporet af noget, som andre også synes er interessant’. 

 

Du har måske lige svaret på det, men hvad tror du så bliver stående som Krachts hovedværk?

Jamen, det tror jeg, at Imperium gør, men jeg tror også, at Faserland og Eurotrash bliver stående – som samlet værk. Det jo ret specielt, at Kracht med Eurotrash laver en genskrivning af Faserland 25 år senere. Begge romaner begynder på præcis samme måde. Med ordet also. Romanerne slutter gudhjælpemig også på samme ord, bald. Begge bøger ender i øvrigt med, at fortælleren opsøger en kendt forfatters grav i Zürich. I Faserland er det Thomas Manns grav, i Eurotrash er det Jorge Luis Borges’ grav. I Faserland er der tale om en flugt ud af Tyskland, ja, der er hele tiden et ubehag forbundet med at være i Tyskland. Det siges aldrig helt, men der har noget med nazismen at gøre, den tyske fortid. Og så kommer han endelig til Schweiz, og endelig til Zürich, og alt er godt, den gamle bykerne er intakt, ingen spor af krig. I Eurotrash forholder det sig omvendt. Dér bliver Schweiz jo simpelthen smadret totalt hele tiden: Schweizerne tænker kun på penge, er kolde og kyniske, og Schweiz er et forløjet land, helt igennem nazistisk. Det bliver helt Thomas Bernhardsk, synes jeg. Men Eurotrash har alligevel en anden autofiktiv klangbund. Også en større patos. Man er hele tiden i tvivl om, hvordan sammenhængen mellem de to romaner skal læses.

 

En ting, vi skal nå at berøre, er modtagelsen af en Kracht-roman. Det er altid en stor litterær begivenhed, når én af hans bøger udkommer. Medierne er optaget af dem, læserne er optaget af dem. Hvad tror du, det skyldes?

At hans forfatterpersona er så interessant, så gådefuld. At han leger så meget med genrer og selviscenesættelse, at han er så provokerende og uforudsigelig. Han er på en måde litteraturens Coen-brødre. Ligesom dem er han meget optaget af genre og pastiche. Jeg tror, at de fleste tyske læsere er interesserede i, hvor det her værk nu bevæger sig hen. Hvad han nu har fundet på? Helt banalt går der jo også relativt lang tid imellem, at han udgiver noget. Han har udgivet seks romaner på 25 år, det er jo ikke så meget.

 

Adam, sidste spørgsmål. Hvis du skulle anbefale et værk, som er skrevet af en anden forfatter end Kracht, men som kunne give et nyt blik for noget hos for hans romaner, hvad det kunne så være?

Der er en sjov parallel i, at Faserland er så optaget af American Psycho og især Under nul, og at både Bret Easton Ellis og Kracht omtrent samtidig er vendt tilbage til stoffet fra deres gamle romaner, Ellis med den virkelig fremragende roman Skår, der udkom på dansk tidligere i år. Derudover kan man jo læse Kehlmann, som er oversat til dansk i stor stil. Det er oplagt at læse Opmåling af verden op mod Imperium, for eksempel.