Ind i et forfatterskab... Annie Ernaux

I serien ’ind i et forfatterskab…’ spørger vi en kender af et forfatterskab, hvor man kan begynde eller hvordan man kan bevæge sig længere ind i det – og selvfølgelig hvorfor man bør. I denne artikel taler Johan Lose, programansvarlig på Bogforum, med anmelder og oversætter Lilian Munk Rösing om den franske forfatter Annie Ernaux.

 

Annie Ernaux blev født i 1940 i Lillebonne, Frankrig. Siden debutromanen Les Armoires vides (De tomme skabe, 1974) har hun i sine selvbiografiske romaner undersøgt, hvordan køn, sprog, klasse og forbrug har formet hendes liv og tid. Romanen Årene, som udkom i hjemlandet i 2008, regnes for hendes hovedværk – og et mesterværk i moderne europæisk litteratur. Her opruller Ernaux den tid, de erfaringer, hun har gennemlevet fra 1940 til 2007. ”Romanen er med rette blevet sammenlignet med Marcel Prousts På sporet af den tabte tid,” skrev Bodil Skovgaard i Information, ”men Årene overskrider den personlige erindringstrang for i stedet at fortælle om fællesskabet, som ethvert ’jeg’ må indgå i. Hendes ’vi’ er intimt og alligevel folkeligt og størst af alt: generøst.” For den danske oversættelse modtog Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen Blixenprisen for årets oversættelse i 2022. Samme år modtog Ernaux Nobelprisen for ”det mod og den kliniske skarphed, hvormed hun afdækker det personlige mindes rødder, fremmedgørelse og de kollektive begrænsninger.”

 

Det første, jeg gerne vil spørge om, er, hvordan du selv opdagede Ernaux?

Jamen, jeg må med skam melde, at jeg ikke rigtig læste Annie Ernaux, før jeg blev bedt om at oversætte hende. Men hun har været en af min mors yndlingsforfattere i mange år, og jeg oversætter jo sammen med min mor.

 

Hvilken rolle har det spillet, at I oversætter sammen? Jeg tænker på, om I har læst Ernaux’ bøger forskelligt, med forskellige erfaringshorisonter?

 

Jeg tror, det har været interessant, at vi tilhører hver vores generation. Min mor er Ernaux’ egen generation, og jeg tilhører generationen efter. Det har gjort, at når hun skriver sit store historiske epos, Årene, der udspiller sig fra 1940'erne og frem til 2007, så har vi ligesom kunne koble os på forskellige steder i historien. Samtidig tænker jeg, at Ernaux er en forfatter, der virkelig formår at gøre det historisk specifikke alment interessant. Det er sådan set uafhængigt af, hvilken generation man tilhører, så kan man hoppe på hendes forfatterskab og få et stort udbytte.

 

Du og din mor var også værter for Annie Ernaux, da hun for nylig gæstede København. Hvad var det for en forfatter, I mødte?

Vi mødte en meget høflig, meget venlig person. En meget tænksom person. Jeg synes, man kunne se på hende, at sætningerne arbejder i hovedet på hende hele tiden; at hun hele tiden er i gang med at oversætte det, hun oplever, til litteratur. Og så kan man også godt mærke, at hun passer lidt på sig selv. At der er grænser for, hvor tæt man får lov til at komme på hende.

 

Lad os nærme os bøgerne. Hvis du skulle anbefale en indgang til forfatterskabet, et værk at starte med, hvad skulle det så være?

Jeg tænker, at det handler om, hvilken læsertype man er. Hvis man er til det store historiske epos, så skal man helt klart starte med Årene. Jeg vil sige, at det var Årene, der for mig var den store åbenbaring. Det var der, jeg opdagede Ernaux’ storhed. Men jeg har også hørt læsere, som synes, at den er vanskelig at gå til, fordi den er meget formeksperimenterende. Helt overordnet kunne jeg sige: Er man til det store historiske epos, så start med Årene. Er man mere til den intime, fortættede fortælling, så vælg en af de små romaner. Blandt dem synes jeg, at Skammen er et godt sted at begynde. Den viser tydeligt det, hun typisk gør og også er fænomenalt god til: at hun tager udgangspunkt i sin egen personlige erfaring, men så får udfoldet dét, som er klassespecifikt og tidsspecifikt ved den erfaring.

 

Det får mig til at tænke på Nobelpristalen. En af de sætninger fra den, der cirkulerede efter talen, var, at Ernaux skriver for at ”hævne sin slægt”. Hvordan læser du det?

Det har jo noget at gøre med hendes klassehistorie, at hendes forældre var små næringsdrivende, der kom af fattig bondeslægt. Så hun opfatter sig selv som én, der kommer fra arbejderklassen, fra underklassen. Hun har også oplevet sine forældre blive ydmyget eller være i sammenhænge, hvor de ikke beherskede de koder, der gjaldt i højere klasser. Det er en erfaring, der har indprentet sig i hende fra hun var barn. Deri ligger hævnen eller ønsket om at give en stemme til dem, der typisk ikke har haft adgang til det franske litterære parnas. Nu ved vi jo også, at Danmark er et klassesamfund, selvom vi måske engang havde en illusion om, at vi ikke var det. Men i Frankrig er klassemarkørerne, og især de sproglige klassemarkører, lige lidt skarpere end i Danmark. For eksempel er det at tale et ’smukt’ fransk meget afgørende. Man kan virkelig blive set ned på, hvis man ikke behersker det franske sprog på en bestemt måde.

 

Hvis man kun skulle læse ét værk – et værk, som på en eller anden måde indeholder essensen af Ernaux – hvad kunne det så være?

Jeg bliver nødt til at sige Årene. På en måde rummer den alle hendes andre romaner. Både dem, hun har skrevet før og siden. Den bevæger sig nemlig over hele den periode, hun har levet. Og nogle af de steder i Årene, hvor Ernaux nærmest i listeform opremser en periodes begivenheder, får man simpelthen hendes andre romaner i kortreferat. Dér nævner hun de episoder, de faser i sit liv, som hun udfolder til hele romaner i de andre værker.

 

Det er også i Årene, hun driver sin særlige evne til at betragte sit eget liv på en samtidig meget personlig, men også nærmest udvendig måde længst. Også stilistisk. Som var der en afgrund mellem den forfatter, der skriver, og den forfatter, der har oplevet det, hun skriver om. Man ser det også i Pigen fra ’58, Hændelsen eller Simpel lidenskab. Hvem var det menneske, der oplevede det her, synes hun at undre sig…

Ja, hun går meget dissekerende til sit tidligere ’jeg’, kan man sige. Hun har kaldt det for ’at skrive med skalpel’.  Hun taler også om Årene som en upersonlig selvbiografi. Det er selvfølgelig rigtig vigtigt at sige, at hun skriver ’vi’ i Årene, men hun skriver også ’hun’. En af nøglerne til Årene er at forstå, at den har de to spor. Et, hvor den kollektive historie fortælles med et ’vi’, som betegner hendes generation med de klasse- og epokespecifikke erfaringer, hun har. Og så er der et ’hun’, fordi hun også synes, det er vigtigt at få fortalt det, som ikke rigtig kan komme med på den kollektive scene. De tanker, man gør sig i enerum. Alt det, der groft sagt handler om død og begær, for Ernaux også begæret efter at skrive. Det synes jeg er noget af det smågeniale ved den roman, det dobbeltgreb, hvor hun også skaber plads til alt det, der ikke kan gå op i den her kollektive, sociale identitet.

 

Hvis vi bliver ved det kollektive og det personlige: Hvis man læser én af de korte romaner – jeg tænker for eksempel på Den unge mand, Min far, Kvinden – og så læser Nobelpris-talen, vil man måske undre sig over, at Ernaux kalder sin Nobelpris en ’kollektiv sejr’. Man kunne jo også se den som en personlig ære, der tilkommer et meget personligt forfatterskab. Har du et bud på, hvorfor Ernaux taler om en kollektiv sejr?

Jamen, jeg tænker, at i de romaner, hvor det personlige erfaringsstof fylder mest, og hvor hun skriver i jeg-form osv., dér er hun hele tiden interesseret i også at betragte sig selv som del af en særlig klasse, en særlig epoke osv. Selv når hun skriver om den her helt personlige, erotiske historie, en affære med den russiske diplomat, i Simpel lidenskab og Fortabe sig, så kommer den jo også til at handle om, hvad for nogle fantasier en intellektuel kvinde af hendes generation havde om Sovjetunionen og Rusland på det her tidspunkt. Hun er hele tiden interesseret i at bruge sin egen erfaring som noget, der spejler en større og mere kollektiv erfaring.

 

Nu har vi talt om det typiske ved Ernaux’ værker, men det kunne også være sjovt at tale om de værker, som ligesom falder lidt udenfor. Jeg tænker på, om der er nogle atypiske eller lidt ’sære’ værker i hendes forfatterskab?

Altså, der er nogen, som ikke er blevet oversat til dansk endnu, og der er ét, som jeg egentlig godt kunne tænke mig bliver oversat: Det hedder mærkeligt nok Se lysene, min elskede (Regarde les lumières mon amour, 2014). Værket er simpelthen en dagbog over hendes daglige indkøb i det her store hypermarked i den forstad til Paris, hvor hun bor. Og det er selvfølgelig noget, som man også kan finde i de andre romaner, ikke mindst Årene – at hun kan være meget interesseret i at udforske de helt banale dagligdagshandlinger. Men her har hun har gjort det så systematisk, at hun har skrevet en hel bog, som simpelthen er en dagbog med reportager fra hendes ture til supermarkedet. Det kan man godt kalde ’sært’, men det er også super spændende.

 

Det kendte jeg ikke, det værk – det lyder vildt. Og lidt Georges Perec-agtigt. Det giver mig lyst til at spørge, om der er et særligt værk, der har haft en særlig personlig betydning for dig?

På en måde er det noget, som for mig er særligt ved hende: at der i hvert værk, jeg går i gang med, er et eller andet, som jeg virkelig kan forbinde mig med personligt. Igen er det svært for mig ikke at pege på Årene, som gav mig den her oplevelse af, hvordan man virkelig kan rumme både den kollektive sociale og den personlige eksistentielle erfaring i ét greb. Værket gav mig en erkendelse af, hvad det vil sige at være del af en tid. Hun beskriver en specifik tid et specifikt sted, men man kan sagtens oversætte det specifikke til det, som man selv kender. Jeg synes ikke, det er så svært at transponere alle de franske referencer – bogtitler, popsange, TV-programmer – til noget tilsvarende dansk, som gør sig gældende for min egen generation. Ernaux har ligesom fat om roden af det her med, hvad det vil sige at være del af en tid.

 

Det sidste, jeg gerne vil spørge om, er, om du kan anbefale et værk, der kunne udvide læsningen af Ernaux. Noget, man kan supplere sin læsning med? Vi har allerede talt om klasse – så man kommer måske til at tænke på Édouard Louis.

Ja altså. Nu nævnte du selv Georges Perec. Hans roman Ting er interessant, fordi den gør noget af det samme, som Ernaux gør i Årene. Den store forskel er, at Perec skriver ’de’ om det segment, han ønsker at beskrive, og Ernaux skriver ’vi’. Det er noget af det fine ved Årene – at hun ikke ekskluderer sig fra det, hun beskriver. Når hun beskriver konsumentens fjollede indkøbsglæde, så er det ikke noget med at pege fingre ad de andre, men det handler også om hende selv.

 

På Temascenen søndag den 5. november 2023 kl.14.50 kan du høre litteraturkritiker Bodil Skovgaard Nielsen, oversætter Tine Lykke Prado og forfatter Ursula Andkjær Olsen i samtale om Annie Ernaux, Clarice Lispector og Inger Christensen.

 

Du kan læse mere om Årene her: https://verdenoversat.dk/2021-annie-ernaux-aarene/

Nobelpristalen kan læses her: Annie Ernaux Nobelforelæsning by Gads Forlag - Issuu

 

På dansk er senest udkommet

Annie Ernaux Den unge mand, oversat af Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen. Gads Forlag 

Anne Ernaux Skriften som kniv – samtaler med Frédéric-Yves Jeannet, oversat af Christel Pedersen. Forlaget Etcetera