In search of an Author

Podcastsamtaler med Mariana Enriquez og Hervé Le Tellier

Den 22. september 2023 var Bogforum – i samarbejde Politiken Live og Vinter forlag – værter for den argentinske stjerneforfatter Mariana Enriquez, som optrådte i samtale med kritiker, oversætter og redaktør, Nazila Kivi. Tusind tak til alle, der bidrog til et skønt, udsolgt arrangement.

I forbindelse med sit besøg talte Mariana Enriquez også med journalist Jacob Nielsen, der står bag podcast-serien In search of an Author. 

 

Mariana Enriquez er født og opvokset i Buenos Aires, Argentina. Hun debuterede som 21-årig og har siden – med flere romaner og novellesamlinger – etableret sig som en af det vigtigste fornyere af latinamerikansk litteratur. Sit internationale gennembrud fik hun med novellesamlingen Ting vi mistede i ilden. På dansk er hun aktuel med Farerne ved at ryge i sengen, en samling fortællinger om levende døde, vold, myter og det moderne Argentinas mørklagte historiske traumer.     

Vender vores fortid tilbage for at hjemsøge os? Og hvordan kan litteraturen, særlig horror-genren, hjælpe os med at bearbejde den fælles, fortrængte historie? Det er noget af det, som Enriquez taler Jacob Nielsen om i podcasten, der kan findes her:

Lyt på Spotify - eller - Lyt hos Apple podcast

 

Sidste år år interviewede Jacob Nielsen også den franske Goncourt-vinder og forfatter til Anomalien, Hervé Le Tellier, der gæstede Bogforum 2022, til podcastserien. 

Siden 2019 har Hervé Le Tellier været præsident for den legendariske, formeksperimenterende forfattersammenslutning Oulipo, hvis (afdøde) medlemmer tæller blandt andre George Perec, Italo Calvino og Raymond Queneau. Le Tellier var ikke ligefrem en bred forfatter. Indtil Anomalien udkom, altså. For romanen, som indbragte ham Frankrigs største litterære pris, Goncourt-prisen, er nu oversat til mere end 50 sprog og har solgt over én million eksemplarer alenen i hjemlandet.

Romanen er en udsyret, virtuos fortælling om en flyvetur fra Paris til New York, hvor en mystisk begivenhed ikke bare ryster passagererne, men det meste af verden. Jacob Nielsen taler – blandt andet – med Le Tellier om hans uventede berømmelse, hvad der inspirerer ham, og hvordan brugen af litterære benspænd former hans værker.  

Lyt på Spotify - eller - Lyt hos Apple Podcast

 

In search of an Author er støttet af Statens Kunstfond.