Hvad læser forfatterne egentlig selv? Hvad betyder det, de læser, for deres egne bøger? Og hvordan vælger de, hvad de skal læse? I serien ’Hvad vi læser’, spørger vi danske og internationale forfattere, hvad de læser netop nu, og hvad de planlægger at læse. I denne uge har vi spurgt Thomas Korsgaard.
Thomas Korsgaard har siden sin debutroman Hvis der skulle komme et menneske forbi markeret sig som en vigtig stemme i dansk litteratur. I både romaner og noveller har han behandlet emner som klasse, social arv og de kulturelle forventninger, vi har til hinanden – med perspektiver fra den del af Danmark, vi sjældent hører fra i litteraturen.
Vi har spurgt Thomas Korsgaard, hvad han senest har læst, hvad han er i gang med at læse, og hvad han påtænker at læse bagefter.
Hvad var det sidste du læste?
Jeg læste essaysamlingen ”Sang for Brummere” af Julie Sten-Knudsen på en rejse og blev bjergtaget af det første essay om hendes stærke beskrivelser af depressionens altfortærende væsen og hendes begavede refleksioner om sine erfaringer med psykofarmaka.
Hvad læser du nu?
For tiden og i lang tid har jeg læst Lars Noréns dagbøger, lidt hver dag, det bevæger mig dybt at læse dem, men jeg har endnu ikke forstået hvorfor, måske fordi han er et menneske.
Hvad er det næste du skal læse – og hvordan vælger du?
Jeg vil gerne læse mere af Dostojevskij og har ”Idioten” liggende, som jeg glæder mig sådan til, men den er kolonormt tyk og virker til at kræve en tid og koncentration, som nemmest findes på en ferie.
Du kan opleve Thomas Korsgaard på både Litteraturscenen og Den Lille Scene på Bogforum 2024.