Hvad vi læser... Svend Brinkmann

Hvad læser forfatterne egentlig selv? Hvad betyder det, de læser, for deres egne bøger? Og hvordan vælger de, hvad de skal læse? I serien ’Hvad vi læser’, spørger vi danske og internationale forfattere, hvad de læser netop nu, og hvad de planlægger at læse. I denne uge har vi spurgt Svend Brinkmann.

Svend Brinkmann har været med til at ændre danskernes syn på selvudvikling og meningen med tilværelsen. Gennem både bøger, podcasts, foredrag, opslag på sociale medier og meget andet, deler Svend Brinkmann ud af sin viden og er en af Danmarks prominente meningsdannere.

Vi har spurgt Svend Brinkmann, hvad han senest har læst, hvad han er i gang med at læse, og hvad han påtænker at læse bagefter.

 

Hvad var det sidste du læste?

Som forsker læser jeg jo videnskabelige artikler og faglitteratur hver dag, men den seneste store roman var ”Et lille liv” af Hanya Yanagihara. Jeg burde have læst den for flere år siden, for det er en rystende god bog om traumer, vold og venskab. Siden har jeg haft svært ved at blive fanget af en anden bog, simpelthen fordi Yanagihara skriver så godt.

Hvad læser du nu?

”Skår” af Bret Easton Ellis, en forfatter jeg har fulgt og læst alt af, siden jeg gik i gymnasiet. Den er også god, især dialogerne og de populærkulturelle referencer fra 1980’erne, men slet ikke så bevægende som ”Et lille liv”.

Hvad er det næste du skal læse – og hvordan vælger du?

Jeg har lært af Søren Ulrik Thomsen, at man vælger en bog af lyst og læser den færdig af pligt. Så det gælder om virkelig at have lyst, da valget forpligter! Og jeg har stor lyst til at læse Cormac McCarthys sidste to romaner: ”Passageren” og ”Stella Maris”. McCarthy døde tidligere i år og er også en af mine favoritforfattere.

 

Husk, at du har mulighed for at opleve Svend Brinkmann på Bogforum 2023 flere gange.