Hvad læser forfatterne egentlig selv? Hvad betyder det, de læser, for deres egne bøger? Og hvordan vælger de, hvad de skal læse? I serien ’Hvad vi læser’, spørger vi danske og internationale forfattere, hvad de læser netop nu, og hvad de planlægger at læse. I denne uge har vi spurgt Svend Åge Madsen.
Siden sin litterære debut, Besøget, i 1963 har Svend Åge Madsen beriget dansk litteratur med en lang række romaner, teaterstykker og noveller. Genremæssigt bevæger han sig på et bredt spektrum og har skrevet alt fra science fiction til klassiske dannelsesromaner. Han har modtaget De Gyldne Laurbær, er siden 2005 medlem af Det Danske Akademi, og nu er han aktuel med kærlighedshistorien Esbens fire liv.
Vi har spurgt Svend Åge Madsen hvad han senest har læst, hvad han er i gang med at læse, og hvad han påtænker at læse bagefter.
Hvad var det sidste du læste?
Det sidste jeg læste var faktisk Svend Åge Madsen: ”Mange sære ting for”. Fordi den indeholder nogle links, som jeg ikke rigtig kunne huske, men som måske får forbindelse med de næste planer, jeg går og pusler med. Hvis de overhovedet bliver ført ud i livet.
Hvad læser du nu?
For øjeblikket læser jeg Franz Kafka: ”Slottet”. Bestemt ikke for første gang - den er meget anderledes, end jeg huskede den.
Hvad er det næste du skal læse – og hvordan vælger du?
Som den næste har jeg kig på Olga Tokarczuk: ”Empusion”. Jeg har læst andre af hendes bøger og haft glæde af dem.
Jeg vælger selvfølgelig mange af dem, jeg ser godt omtalt. Når jeg holder tre aviser, er det blandt andet for at få anmeldelser af gode læsere, hvis smag jeg anerkender.
Og nye udgivelser af forfattere jeg har været glad for.
Men så også en del genlæsninger af bøger som jeg var optaget af for måske 10 år siden, måske for tres år siden.
Husk, at du kan opleve Svend Åge Madsen på Litteraturscenen på Bogforum 2024.
Af: Anne Gamborg Jensen