Hvad vi læser… Emma Rosenzweig

Hvad læser forfatterne egentlig selv? Hvad betyder det, de læser, for deres egne bøger? Og hvordan vælger de, hvad de skal læse? I serien ’Hvad vi læser’, spørger vi danske og internationale forfattere, hvad de læser netop nu, og hvad de planlægger at læse. I denne uge har vi spurgt Emma Rosenzweig.

Emma Rosenzweig er uddannet fra Städelschule i Frankfurt, er skribent på Weekendavisen, og nu debuterer hun som forfatter med romanen Jeg giver alt væk, som handler om besættelse, kærlighed, vanvid og begær.

Vi har spurgt Emma Rosenzweig, hvad hun senest har læst, hvad hun er i gang med at læse, og hvad hun påtænker at læse bagefter.

 

Hvad var det sidste du læste?

”My Cinema”, Marguerite Duras. En samling af interviews, essays, fotografier, noter, breve, uofficielle pressemeddelelser og filmscener skrevet af Duras mellem 1966 og 1985, udgivet af forlaget Another Gaze. Hele bogen tager udgangspunkt i Duras særegne forhold til film, og det er en virkelig sanselig og samtidig konkret måde at få indblik i, hvordan hun vekslede mellem at skrive litteratur og film, og hvordan de to professioner viklede sig sammen og påvirkede hinanden i hendes praksis. Duras er så utroligt skarp i den række af interviews, som er med i bogen, og det føles lidt ligesom Tove Ditlevsens interviewbog ”Jeg holder skam kæft med meget” - som om man er vidne til en genoplivelse af kunstneren, når man læser flere tidligere interviews, fordi direkte transskriberet dialog og samtale giver en oplevelse af, at man sidder og hører dem tale i nutid. Samtidig med at Duras skrev skønlitteratur, skrev hun manuskripter til film, men efter flere skuffelser over udfaldet, begyndte hun selv at instruere filmene til sine manuskripter, simpelthen for at sikre sig at resultatet blev, som hun ønskede. Det er derfor, hendes film er så interessante at se på som forfatter, fordi de virkelig er mødepunktet mellem litteratur og det levende billede. Og det er derfor, det er så fantastisk, at den her udgivelse nu er blevet oversat til engelsk, fordi man får en enestående mulighed for at få et indblik i den arbejdsproces Duras har haft, da alle de her storslåede, indadvendte og kraftfulde værker blev til.

 

Hvad læser du nu?

Jeg læser Shirley Jacksons ”We Have Always Lived in the Castle” fra 1962. Jeg fik den i gave af en ven i forbindelse med udgivelsen af min roman, og jeg er næsten færdig med den, selvom den hører til den type af bøger, som jeg gerne vil gemme på, fordi dens univers er så fængende. Det er en fuldstændigt klaustrofobisk fortælling om isolation og fremmedgørelse, men samtidig er det også en overlevelses-kærlighedshistorie. Det er en radikal og kompromisløs, gotisk og pervers tone, som gennemsyrer hele romanen, og det er den her type bøger, som giver mig lyst til selv at være mere modig, når jeg skriver. På forsiden af bogen er der det her fotografi af et gammelt, mørkt slot, og hver aften, når jeg lukker bogen i og lægger den på mit sengebord, er det som om, at fotografiet kigger tilbage på mig for at fortælle videre på historien, selvom bogstaverne er gemt væk inde bagved. Præcis som en god bog skal være.   

 

Hvad er det næste du skal læse – og hvordan vælger du?

Jeg skal læse Mathilde Moestrups oversættelse af Anne Carsons ”Glasessayet”. Jeg har læst Carsons egen udgave på engelsk, men jeg har faktisk lyst til at gå tilbage og læse den på dansk. Carsons værker er lidt ligesom et smukt maleri, som man har lyst til at se igen, hver gang det kommer op at hænge et nyt sted, for at suge omgivelserne omkring maleriet til sig og mærke, hvordan det påvirker farverne og kompositionen på ny. Og nogle gange kan det give følelsen af at træde lidt tættere på stoffet, når man læser en god oversættelse. Jeg kan generelt godt lide at dykke ned i et forfatterskab, hvis jeg finder en bog, jeg godt kan lide, og den seneste forfatter, som jeg har gået i dybden med, er her over sommeren den irske Edna O’Brien, som gik bort dagen efter min fødselsdag i sommerferien, netop da jeg havde læst hendes roman ”Night” færdig. Den er noget af det bedste, jeg længe har læst. 

 

Du kan opleve Emma Rosenzweig på Temascenen i samtale med Jenny Rossander på Bogforum 2024.