Tilbage i tiden

Bogforums programkatalog gennem årene

Programkataloget

Lige siden det første Bogforum blev afholdt i Forum i 1992 – under navnet Vild med Bøger – har Bogforums programkatalog præsenteret de mange forfattere og aktiviteter, der kan opleves på messen.

De første år var programkataloget en simpel pamflet, men siden 1994 har Bogforums plakat fungeret som udgangspunktet for et mere kunstfærdigt programkatalog – og både plakat og programkatalog har været en fast bestanddel af Bogforums identitet.

En tro følgesvend

Bogforums programkatalog kan hvert år findes og hentes gratis hos boghandlere og på biblioteker landet over. Gennem tiden er programlæsning, for mange af de tilbagevendende gæster, blevet en fast del af forberedelsen til årets Bogforum.

Selvom programkataloget har ændret form og udtryk siden de første pamfletter udkom tilbage i de tidlige 1990ere, er grundessensen af dets indhold stadig det samme; hvorfor afkrydsningen af favoritarrangementer da også er blevet en næsten rituel del af forventningsglædesopbygningen hos flere af gæsterne.

Fra konkurrence til tæt samarbejde

Fra 2010 til 2014 blev Bogforums grafiske udtryk fundet gennem en plakatkonkurrence for de grafiske designuddannelser. Her indstillede studerende deres bud på årets plakat, hvoraf de tre bedste – og den endelige vinder – blev udvalgt af en jury, bestående af en illustrator fra Dansk Forfatterforening, repræsentanter fra bogbranchen og Bogforums udstillingsleder.

I 2016 startede det nuværende samarbejde med de dygtige folk fra det grafiske designbureau, Imperiet, der lige siden har stået bag Bogforums grafiske identitet, der findes på plakater og programkataloger, som vi kender og elsker den i dag.