Litteraturen afspejler altid den tid, vi befinder os i. Uden at den nødvendigvis konkluderer på det hele, afsøger litteraturen nuancerne og forbindelserne; den åbner det langsomme blik. Vi har her samlet nogle af de stemmer, der på Bogforums scener (og i deres bøger) bringer os tættere på de store spørgsmål, verdenssituationen giver anledning til at stille, samt nogle af tidens vigtige emner, nemlig klasse og køn.
Udblik og perspektiv
Alle veje fører til Mekka (Waleed Safi) & En tyran mindre (Adam Holm)
Hvad præger Mellemøstens nutid? Hvad har formet regionens historie? I Alle veje fører til Mekka rejser mellemøstkorrespondent Waleed Safi, forklædt som pilgrim, til Saudi-Arabien for at forstå, hvorfor Mellemøsten gang på gang blusser op i krig eller konflikt. På Bogforum kan du fredag høre ham i samtale med Adam Holm, journalist og forfatter til En tyran mindre, der er en fortælling om den syriske civilbefolknings markante undertrykkelse i over 50 år – om det syriske diktaturs brutale metoder som tortur, henrettelser og overvågning. Moderator er Helle Malmvig, forfatter og en af landets førende mellemøstforskere.
Palæstinenseren
I bogen Palæstinenseren deler ti stemmer deres personlige fortællinger om arv, identitet og at vokse op med Palæstina som bagtæppe og bagage i Danmark. Sammen reflekterer de over emnerne identitet, flugt, modstand og håb og over kollektive traumer. På scenen kan du møde Abdel Aziz Mahmoud, Nada Omar og Tarek Ziad Hussein. Moderator er Paula Larrin.
Grønland (Bo Lidegaard og Jens Heinreich)
Grønland har længe været et geopolitisk brændpunkt, men først nu begynder vi for alvor at tage fortællingen om Grønlands egen historie og identitet alvorligt. Historikerne Bo Lidegaard og Jens Heinrich er på Bogforum lørdag med deres bog, skrevet i samarbejde med Mira Maria Jo Kleist, Grønland – En rejse fra de tidligste tider til et moderne samfund. Bogen er fortalt af to grønlændere og en dansker og gør op med klichéerne og stereotyperne. På scenen er desuden geolog og professor Minik Rosing – selv en af de mest vidende stemmer, vi har, når det gælder Grønland.
Verdenssitationen - Europa, Kina og USA
Lørdag dag på Vidensscenen kan du også høre Bent Meier Sørensen (De grænseløse), Christina Boustrup (Den grønne supermagt) og Steffen Kretz (I orkanens øje) i samtale om den verdenspolitiske situation lige nu med fokus på stormagterne USA og Kina og deres relation til Europa. Clement Kjersgaard vil styre samtalen.
Klimaleksikon – William Sass & Anton Geist
Journalist William Sass og journalistisk chefredaktør Anton Geist fra Dagbladet Information er på Bogforum med bogen Klimaleksikon, der er et must-read for dig, der vil have styr på fakta i klimadebatten. Hvad er albedoeffekten? Hvordan opstod idéen om en antropocæn tidsalder? Og hvorfor er det afgørende at forstå, hvad der driver de økologiske kriser i en tid, der først og fremmest kalder på handling? Det bliver en samtale søndag på Perspektivscenen - om den viden, vi alle har brug for.
Kun en dråbe – Kristian Jensen
Tidligere finansminister Kristian Jensen har skrevet en bog, som udfordrer klimapessimismen. Kun en dråbe er både personlig og politisk og handler om Danmarks og Europas rolle i kampen mod klimaforandringer. Han går på scenen – sammen med Connie Hedegaard – umiddelbart efter Klimaleksikon, så du kan få både de hårde data og de politiske visioner med i ét stræk.
Inden året er omme – Lea Korsgaard
Sommerfugle bliver i Lea Korsgaards bog Inden året er omme til symboler på meningen med livet og døden. I bogen drager Korsgaard på en slags litterær feltrejse i den danske natur og undervejs bliver teksten et opråb om den natur, vi risikerer at miste. Den grønne omstilling får her et helt andet præg end i de politiske samtaler – blødere, måske, men ikke mindre alvorligt. Korsgaard optræder med Victor Boy Lindholm på Store Scene lørdag.
Hvidere end sne – Sylvain Tesson
Den franske forfatter og eventyrer Sylvain Tesson er kendt for sine ekstreme rejser og ekspeditioner og sine eksistentielle skriverier. I sit aktuelle værk, Hvidere end sne, tager Tesson os med gennem Alpernes vintertomme stilhed. Rejsen former sig som en poetisk refleksion over naturens renhed, menneskets sårbarhed og længslen efter stilhed i en støjende verden. Oplev ham i samtale med Carsten Jensen lørdag på Perspektivscenen.
Køn og klasse
Tilbage til Reims (Didier Eribon & Rune Lykkeberg)
Hvordan formes vores selvforståelse af det miljø, vi vokser op i? På dansk er Didier Eribon aktuel med det selvanalytiske mesterværk Tilbage til Reims, hvori han beretter om sin arbejderklasseopvækst - og sociale opstigning. I hjemlandet, Frankrig, er Eribon en af de vigtigste stemmer i den offentlige samtale om klasse, arv og seksualitet. På Bogforum kan du fredag høre ham i en samtale med Rune Lykkeberg, hvor klasse, køn og seksualitet flettes sammen med tankerne om skam, flugt og (en ny) identitet.
Argumenter for mænd (Svend Aage Madsen)
Flere og flere steder diskuteres mænd og maskulinitet. Mænd topper statistikker over selvmord, misbrug og tidlig død. Mange mænd kæmper også i uddannelsessystemet, mangler tætte relationer og opsøger sjældent lægehjælp. Lørdag på Bogforum vil psykolog og mandeforsker Svend Aage Madsen, i samtale med forfatter Lotte Kirkeby, fortælle om vejen mod sundere, længere og meningsfulde mandeliv.
Kærlighed i Seoul (Sang Young Park)
I Sydkorea er kønsroller og forventninger til unge stadig stærkt præget af traditioner – men under overfladen ulmer en ny generation. Sang Young Park skriver i den koreanske bestseller Kærlighed i Seoul om queer kærlighed, frihedstrang, abortrettigheder, HIV og vilde nætter i storbyen. Mød ham lørdag på Bogform, hvor han sætter ord på både de indre og ydre konflikter og udfordringer, når det kommer til social ulighed.
DJ Bambi (Auður Ava Ólafsdóttir)
Islandske Auður Ava Ólafsdóttir, vinder af Nordisk Råds Litteraturpris, er et af de helt store navne i nyere nordisk litteratur. På dansk er hun aktuel med romanen DJ Bambi, der handler om den 61-årige Bambi, en transkønnet kvinde, som venter på den operation, som kan give hende en krop at føle sig hjemme i. Hun er på Bogforum lørdag med romanen, der blev kåret som Årets Bedste Roman 2023 af Islands største avis. Interviewer er Maja Linea Ernst, vinder af sidste års Debutantpris.
Jeg er ikke færdig med dig (Glenn Bech) & Bunker (Thomas Bach)
Hvad betyder det at vokse op i et miljø, en klasse, hvor traditionel maskulinitet er det dominerende ideal? Thomas Bachs debutroman, Bunker, er en stærk fortælling om en opvækst i skyggen af både klasse og køn. Sammen med Glenn Bech, der selv har sat fokus på de samme emner i Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet og nu er aktuel med Jeg er ikke færdig med dig, bliver det en samtale om identitet, maskulinitet, social klasse – og at skrive sig fri af det, man kommer fra. Hør dem i samtale med forfatter og journalist Puk Qvortrup lørdag på Bogforum.
Du kan se det samlede program for Bogforum 2025 her.