Bogliste: Sommerbrev fra Amalie Langballe

Bogforums nyhedsbrev er fortsat dedikeret til sommeren. I juni skrev Madame Nielsen om de bøger, hun forbinder med årstiden; i juli var det forfatter og kulturjournalist Felix Thorsen Katzenelson. Her i august afslutter forfatter Amalie Langballe, som er aktuel med den meget roste roman Elskende, sommerferien med sine anbefalinger.

 

Jeg spørger mig selv, før jeg afgiver mine anbefalinger, hvad der egentlig kendetegner en god sommerbog? Mine egne præferencer foreskriver varme – helst sommervarme, ferievarme, dumdristig varme – og gerne også en dasende tidsfornemmelse. At tiden bliver strukket lang uden at blive forvaltet mere nyttigt af den grund.

Til gengæld er spændingskurven helt og aldeles underordnet for mig. Jeg kan ikke læse ved stranden eller andre urolige steder, uanset hvor mange mord der bliver begået, så jeg har ikke nødvendigvis brug for en pageturner. Til gengæld kan jeg også godt lide fornemmelsen af at gennemføre en bog i min sommerferie, så derfor foretrækker jeg kortere bøger i sommeren.

Soning, Ian McEwan. Ian McEwan har en forkærlighed for skæbnestunder i sine romaner – det er, som om han igen og igen vender tilbage til spørgsmålet om, om et enkelt øjeblik kan forvandle et liv – og ingen steder bliver det mere hjerteknusende skæbnesvangert end i Soning. På en varm sommerdag i 1930’ernes England bliver den 13-årige Briony vidne til et optrin mellem sin storesøster Cecilia og rengøringskonens søn Robbie, og den unge piges fejlfortolkning af situationen bliver fatal for alle tre liv. Hun har læst for mange romaner, hun har for høje tanker om egen fatteevne, hun begår hybris.

Man siger, at Ian McEwan altid skriver bøger om at skrive, og det gør sig også gældende for Soning: Briony vokser op og bliver en anerkendt forfatter, og vi er med, når hun bugter og bøjer historien om sin søster og hendes elsker Robbie, men Soning er også en historie om bodsgang og anger. Det er en rigtig roman-roman, hvor det fortællemæssige håndværk er så perfektioneret, at det bliver usynligt, og hvor en sætning kan starte ved liget af en flue mellem en to-lags-rude og slutte ved spørgsmålet om, hvorvidt alle mennesker mon føler, tænker og mærker lige så meget, som man selv gør.

Fædre og sønner, Ivan Turgenev. Arkadij og Bazarov – de to unge, nihilistiske mænd i Fædre og sønner – er ikke nyudsprungne studenter i Danmark, men alligevel forestiller jeg mig dem iklædt studenterhuer, når jeg læser bogen om den bidske ungdom og den skælvende forældregeneration.

Da man var ung fremstod Bazarov kæk, næsten uimodståelig, i sit oprør, og hvor er det oplagt, at adelsdamen Anna må forelske sig i ham i al hans sommertrætte ugidelighed.

Når man læser Turgenevs mesterværk som voksen, er det helt andre ting, der springer i øjnene: Forældrenes appetit på deres møgunger af nogle sønner, åh, hvor de elsker dem, selvom de virkelig ikke er særligt elskelige.

Og Arkadijs far, Nikolaj: så latterlig han er i Bazarovs øjne, og hvor kan man nemt blive forført af det blik, når man selv er ung. Men som voksen? Hans latterlighed er alle voksnes

latterlighed. Han har gjort sit bedste for at følge de spilleregler, som gjaldt i hans ungdom, og nu skal han fordømmes for sin ihærdighed. Det er både brutalt og naturens gang.

Mansfield Park, Jane Austen. I år er 250-året for Jane Austens fødsel, og i et afsnit af den anbefalelsesværdige podcast Critics at large, blev jeg for nylig mindet om Mansfield Park (afsnittet handlede om, hvilken af Jane Austens, der er hendes bedste).

Selvom jeg ikke vil påstå, at Mansfield Park kan måle sig med Stolthed og Fordom, så er den overset sammenlignet med Emma og Fornuft og Følelse, som den fuldt kan måle sig med. I Mansfield Park hedder heltinden Fanny Price, og hun er nok den mindst charmerende af alle Jane Austens hovedkarakterer – af samme grund er hun måske også den mest sammensatte.

Fanny Price henslæber en askepottilværelse hos sin onkel og dennes børn i Northamptonshire, hvor kun fætteren Edmund er hende en trøst. Da onklen så rejser væk, og søskendeparret Crawford kan kærlighedsforviklingerne begynde. Ligesom i andre af Jane Austens bøger , men samtidig er der en anden tyngde. Fanny Price er helt anderledes uelskelig end Elizabeth Bennet, og des lige, men hun er også den mest ensomme kvinde i Jane Austens forfatterskab – her er ingen søstre, mødre eller fædre på hendes hold, og naturligvis kalder det på et helt andet humør.

Havet i munden, Luka Holmegaard. Sommeren – og i særdeleshed den flygtige, skandinaviske sommer – er en fristende metafor for enhver forfatter. På samme måde bliver badning næsten en metafor for at springe ud i sin rigtige krop i Luka Holmegaards Havet i munden. Men kun næsten. Digtsamlingen kan også læses konkret: at digtene faktisk handler om at bade, hvilket der er noget dejligt kækt og fandenindvoldsk over.

Således følger man jeget rundt på forskellige strande og havnebade, mens vedkommende kommer sig ovenpå en top-operation. Det er både sommerdvaskt, og samtidig spirer der noget under stilstanden: “Jeg føler mig som lys,” siger jeget på et tidspunkt og indfanger på den måde hele sommerens – mere eller mindre – forestillede forandringspotentiale.

Katte især, Doris Lessing. Katte især er nobelprisvinder Doris Lessing samling af katteminder – lige fra barndommen i Sydafrika til voksenlivet i det grå London. Det er en kort og hurtigt læst bog, men hvis man som jeg har en uendelig fascination for, hvad det er for store følelser, de små pelsbolde vækker i os, så er det en vidunderlig bog. Doris Lessing indkredser præcist, hvilket dilemma enhver katteelsker står overfor: At alle katte i et eller andet omfang er vilde. Hvad end det er ræven i Devon eller rovfuglene over bushen, så har Doris Lessing blik for, at katte lever et farligere liv end alle andre kæledyr. Det gør kærlighedsaffæren til vores små løver så meget mere hård for hjertet og så meget mere litterært interessant.