På Bogforum 2024 vendte gastronomien tilbage – på Balkonscenen hele søndagen. Og de er kommet for at blive, bøgerne, der beriger os med opskrifter eller viden om kostvaner og spisekultur. Nu hvor vi er ved at være på afstand af jule- og nytårsmad, har vi på redaktionen fået lyst til at søge ny køkken- og spiseinspiration i den gastronomiske litteratur. Det er blevet til følgende liste.
Hverdagens helte
Camilla Skov står bag bloggen Vegetarisk Hverdag (dén skal også anbefales), men har i nu tre både tilgængelige og horisontudvidende kogebøger foldet det vegetariske køkken ud. Senest er Den dovne vegetar udkommet. I Dagbladet Information blev den beskrevet som ”et overflødighedshorn af veloplagte og tidsåndstilpassede opskrifter”. Vi kan kun istemme og tilføje, at bogen er godt på vej mod en status som klassiker. En anden klassiker er Valdemarsro. På hjemmesiden af samme navn er vi mange, der på daglig basis finder kyndige opskrifter på det meste. Vil man skyde genvej til (den nemme, gode) aftensmad, anbefaler vi Ann-Christine Hellerup Brandts seneste bog, Valdemarsro nem aftensmad, en bog, hun på Bogforum 2024 præsenterede i samtale med Sara Blædel.
Mødet over maden
Halvdelen af et vellykket måltid er selskabet. Mødet over maden. Men hvordan iscenesætter man dét? Easy Peacy – En kogebog er et godt sted at søge inspiration. Her præsenterer Ida Ravn og Stine Kirkegaard et afvæbnende, elegant køkken. Ud over små deleretter, alverdens mindre og større retter, finder du forslag til menuer, som hvem som helst har lyst til at samles om. Selskabet er også afsættet for Helene Plett Forchhammers Et år, fire årstider, tolv langborde. Bogen går et skridt videre end de fleste; den byder på et forslag til én langbordsmiddag for hver af årets måneder. Det er middage, man både kunne ønske sig at deltage i og forberede – fra januars pastaretter over aprils asparges til novembers simreretter.
En (kort) pause i madlavningen
Har man brug for at tage en pause fra gryderne, kunne man med fordel bladre i Madregler af Michael Pollan. Forfatteren er en af de mest markante stemmer i den globale debat om madvaner. I Madregler undersøger han traditionelle kostvaner. Undersøgelsen bringer Pollan vidt omkring, snart sagt verden rundt, mens han udvider vores viden og udfordrer vores madvaner. En bog med et lignende ærinde er Marit Kolbys storsælgende HVAD og HVORNÅR skal vi spise? Budskabet er her, at det faktisk er meget nemt at spise sundt, hvis blot man ved, hvad man skal gøre. Eller for den sags skyld gå uden om – den ultraforarbejdede mad for eksempel. Begge bøger kan også anbefales, hvis man skal klædes godt på til den igangværende diskussion af vores industrialiserede fødevareproduktion.
Sydpå
Foråret nærmer sig, og her på redaktionen drømmer vi os kulinarisk sydpå. Vi kunne for eksempel godt forestiller en tur til Frankrig med Eglantine Charrier, som har udgivet La Table d’Eglantine – Opskrifter fra mit franske liv. Bogen er ikke bare et flot gestaltet opbud af bistroklassikere og familieopskrifter, den er også en personlig, smittende lystvandring mellem steder i Frankrig. En anden bog, tilsvarende personlig, fransk og smuk, er Smagserindringer af den herboende michelin-kok Yvon Lefeuvre. Smagserindringer indeholder uset mange opskrifter af uset høj kvalitet. Men det egentlig vilde er, at Lefeuvre har illustrerer og skrevet bogen i hånden. Samtlige 1200 sider. Det er en kolossal præstation, der tog 4 år. Hvis man skulle fortsætte lidt yderligere sydpå, til Italien, har forfatter og oversætter Thomas Harder og kok David Fischer med Pastaens Italien begået, hvad der tegner til at blive en klassiker i den meget omfattende litteratur om det italienske køkken. Osteria 16 af Emil Alsbo og Morten Kaltoft har allerede en plads blandt Italien-klassikerne, ligesom den tilsvarende appetitlige opfølger Osteria 16 II.
Grønt, grønt
Nu foråret snart er over os, skal vi også en tur i det grønne køkken. På Bogforum 2024 fortalte Louisa Lorang om sin seneste bog, Bælgfrugter. Bogen er en hyldest til bønner, linser, kikærter. Ikke et ord om klimaskam, bare begejstring for bælgfrugternes smagsrigdom og mange variationsmuligheder. Skal du endnu længere ud i det grønne, er Dannie Druehylds kultklassiker Vild vegetarmad et alternativ. Her åbnes de vilde urters verden – historisk og praktisk.
En sød afslutning
Og desserten? Her på redaktionen vender vi ofte tilbage til Marie Holms bøger. Det kunne være Kager, du bager igen. Opskrifterne er træfsikre og egner sig til alle anledninger – eller helt uden nogen, selvfølgelig. Skal man videre omkring i det søde køkken, har Holm skrevet Budding & andre dirrende desserter og Søde skat, den sidste er en hyldest til de danske desserter (holdt i Anna Anchers farveskala). Skal man fordøje det hele, vil vi anbefale, at man slutter ved en af verdenslitteraturens store digtere, persiske Hafez, som levede fra 1315 (tror man) til 1390. Hafez levede stort set hele sit liv i Shiraz og tilbragte en stor del af sin tid i byens vinhuse. Her skrev han ofte om, hvad her foregik. Det er muntert, smukt og sært samtidigt. Vi giver Hafez det sidste ord:
Kærligheden er en perle, jeg er en dykker og havet er et vinhus –
nu dykker jeg ned. Så må vi se, hvor jeg kommer op!
Af: Johan Lose, Programansvarlig på Bogforum