Bogforum 2011

Indstillinger til Danske Banks Debutantpris

25. oktober 2011

Kandidater til Danske Banks Debutantpris, 2011

Forlagene har inden for fristen indstillet nedenstående 34 titler til Debutantprisen på 50.000 kr., som uddeles ved BogForums åbning fredag den 11. november.

Anne Sofie Allarp: Falske stemmer. Roman. People's Press

Politisk thriller om en kvindelig partiformand, som kort før valget kommer under voldsomt pres både i partiet og på hjemmefronten. Anne Sophie Allarp, født 1972, er jurist og arbejdede i seks år som international sekretær for Socialdemokratiet.

Sally Altschuler: En engel bag øret. Roman. Gyldendal

Forfatteren fortæller om sin jødiske slægts historie fra midten af 1800-tallet, hvor familien levede i  en landsby i Rusland, og frem til farfarens ankomst til Danmark i 1912. Sally Altschuler, født 1953, er uddannet lærer og har skrevet en lang række børne- og ungdomsbøger.

Rikke Bakman: Glimt. Tegnet roman. Aben Maler

En "graphic novel", som i Rikke Bakmans farveblyanttegninger genskaber hendes erindringer om en sommerdag ved Vesterhavet i barndommen.  Rikke Bakman, født 1980, dimitterede fra Det Fynske Kunstakademi i 2009.

Flemming Dyrbye: Metusalem. Roman. Siesta

Den superintelligente og charmerende Christian Bjørnbo er dømt for et SM-mord, men hævder sin uskyld. Han flygter fra fængslet for at opklare sagen og kommer undervejs på sporet af nøglen til aldringens gåde. Flemming Dyrbye, født 1963, er uddannet indenfor bank, økonomi og forsikring, og har gennem mange år beskæftiget sig med salg, ledelse og rådgivning.

Søren og Morten Ellemose: Manus Albino. Roman. Byens Forlag

Et hoved fra én kvinde og en anden kvindes krop med ridsede nazi-tegn findes i en lejlighed ved Tuborg Havn. En ukendt gruppe, Manus Albino, udsender racistiske budskaber som forbindes med sagen. Sporene fører til Herlufsholm kostskole...  Søren Ellemose,  født 1972, er civiløkonom og har tidligere udsendt bøger om dansk erhvervsliv, mens tvillingebroderen Morten har haft et broget arbejdsliv og bl.a. drevet selvstændig virksomhed. 

Henrik Falk: Månekvinden. Lyrik. Forlaget Helle

Månekvinden er en lyrisk fortælling om den uforudsigelige kærlighed - og om mænd, der vælger eller vælges af de forkerte kvinder. Henrik Falk, født 1966, har arbejdet i mange brancher og er nu i gang med en læreruddannelse.

René Fredensborg: Hønsehunde. Roman. Byens Forlag

En satirisk roman om den midtvejskrise-ramte rockanmelder Randy Frydenlund fra gratisavisen "Nonstop" og hans vilde biltur op gennem Jylland til en Bon Jovi-koncert for at få det eksklusive interview med gruppen, der skal redde hans skrantende karriere på avisen og ikke mindst skabe respekt hos kollegerne i branchen. René Fredensborg, født 1972, er selv musikjournalist og bl.a. kendt for spektakulære happenings.

Anna Friis: Vi er da voksne mennesker. Roman. Gyldendal

Mia og Kristian er i 20'erne og har været kærester i nogle år. Hun hænger fast i specialesumpen, Kristian arbejder som tjener, og begge føler at deres liv er på vej ind i en blindgyde. Anna Friis, født 1985, er stud. psych.

Lars Hamann og Gorm Præst Jørgensen: Fanden er løs. Roman. Gyldendal

En kriminalhistorie fra Christian IV's København, hvor tro og overtro, intriger og magtspil i de højeste kredse får stor indflydelse på fogedens opklaring af et mord. Lars Hamann, født 1974, er cand. mag. i dansk og retorik. Gorm Præst Jørgensen, født 1958, har tidligere været lagerarbejder, rottefænger, lastbilchauffør, chokoladearbejder, sømand og soldat. Han mødte Lars Hamann, da de var ansat på samme arbejdsplads - en fabrik, som producerer tv-skærme. 

Peter J. Haugstrup: Sagens natur. Roman. Mrs. Robinson

Den unge advokat Morten har tilsyneladende succes både på jobbet og privat, men konfronteret med at moderen pludselig er døende går han totalt i opløsning, og facaden smuldrer.  Peter J. Haugstrup, født 1972, er uddannet jurist og har bl.a. arbejdet på Generalsekretærens kontor ved FN i New York, men beskæftiger sig i dag med kommunikation og brand-udvikling.

Ide Hejlskov: Pårørende efterlyses.10 spor af en roman. Roman. Autre

I 10 spor fortæller forskellige mennesker hver en del af deres virkelighed i en fremtidssamfund, hvor en hemmelig organisation overvåger os alle, og identiteter er skiftende og mangetydige.  Ide Hejlskov er ph.d. i litteratur og har været anmelder og kulturskribent ved flere aviser.

Silvia Henriksdottír: Sig at du lyver. Roman. People's Press

En dokumentarisk erindringsroman, hvori forfatteren gør op med barndommens omsorgssvigt og fortrængninger.  Silvia Henriksdottír, født 1978, er vokset op på Færøerne, hvor familien var medlemmer af en yderligtgående kristen sekt.

Malene Kirkegaard: Hotel Rudolph. Roman. Rosinante

Anna flygter med sin lille søn fra den jaloux og skræmmende ægtemand. De skjuler sig på et afsides hotel i Korsør, hvor hun vil afdække historien om sin mors mystiske død - og hun ruster sig til det endelige opgør med manden. Malene Kirkegaard, født 1965, er uddannet filminstruktør og har tidligere været chef for DR Radio Drama.

Birthe Kont: En by i Rusland. Roman. Gyldendal

Romanen handler om at vokse op i en jødisk familie i Danmark i 1950'erne og 1960'erne og føle sig splittet mellem familiens interne jødiske identitet og dens forsøg på udadtil at være som alle andre.

Birte Kont (f.1948) er cand. phil. i litteraturvidenskab. Hun har arbejdet som ansvarshavende og skrivende redaktør af Jødisk Orientering (1995-1999) og har aktivt beskæftiget sig med Kafka og den europæisk-jødiske historie.

Jeppe Krogsgaard Christensen: Natjager. Roman. Byens Forlag

Hovedpersonen er en ung universitetsstuderende fra provinsen, som desperat forsøger at fremstå som unik og avantgardistisk i storbyen. Jeppe Krogsgaard Christensen, født 1973, har bl.a. været rockanmelder på Berlingske Tidende. 

Hanne Kvist: Det snakker vi ikke om. Roman. Gyldendal

Herta vokser op i provinsen i mellemkrigstiden. Hun bliver tidligt og lidt hovedkulds gift med skomageren Gunnar og får et barn, som hun ikke har ønsket sig, men mener at der må være mere på livets hylder til hende. Hanne Kvist, født 1961,er grafisk designer og illustrator og kendt for flere bøger for børn og unge.

Poul Erik Larsson: Fortidens dæmoner. Roman. Mellemgaard

En kvinde findes brutalt myrdet på udsigtsbakken i Dageløkke, og kriminalkommissær Marcus Falck indleder jagten på en yderst intelligent morder, der hele tiden lige er et skridt foran. Poul Erik Larsson, født 1949, er efterlønner med interesse for fluefiskeri, motionscykling, løb og oplevelsesrejser.

Henrik Magnussen: Den røde skygge. Roman. Mellemgaard

Den nyuddannede historiker Thomas Källstrøm hjælper i 1981 med at skrive en bog om Stalin-tiden, da hans chef dræbes, fordi stærke kræfter fra USSR vil forhindre en afsløring af sandheden om Stalin og hans udrensninger. Henrik Magnussen, født 1982, er uddannet cand. mag. i historie og religion og har skrevet speciale om Stalin-tiden.

Martin Johs. Møller: Skuespilleren der forsvandt. Roman. Gyldendal

Forfatterens far, Thomas Møller, fortæller i korte nedslag sin søn om sit liv, fra han var ung og lovende skuespiller på det Kongelige teater og til han nu sidder med et alt for højt levertal, førtidspension og en tildelt lejlighed. Martin Johs. Møller, født 1982, har skrevet poesi, prosa m.m. til en række nordiske tidsskrifter.

Tarek Omar: MuhameDANEREN. Noveller. Politikens Forlag

De 20 noveller, som alle har en hovedperson af anden etnisk herkomst end dansk, kredser om det at være fremmed i det danske samfund. Tarek Omar, født 1987 i Libanon, er opvokset i Danmark, uddannet som journalist og ansat på Politiken,

Bent Parbo: Kinaskak. Roman. Mellemgaard

Hverdagsskildring med indbygget mysterium. Troels'  mor afslører på dødslejet, at hans søster ikke som formodet døde for 20 år siden, men er i live, og Troels beder sin barndomsven Daniel om at finde hende.

Bent Parbo, født 1959, er kontoruddannet.

Rasmus á Rógvu: Skuffen og Skeden. Roman. Gyldendal

Eksperimenterende fortælling om Kost, der tumler rundt i en kronisk brandert og i et surreelt univers og leder efter to forsvundne venner, Skuffen og Skeden. Rasmus á Rogvu, født i 1984 i Danmark og opvokset på Færøerne, er uddannet fra Forfatterskolen i 2008.

Bjørn Rasmussen: Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. Roman. Gyldendal

En fragmentarisk og intens fortælling om seksualitet. 15-årige Bjørn forelsker sig i sin 20 år ældre ridelærer, som han udvikler et sadomasokistisk forhold til. Senere flytter han til København og bliver en efterspurgt medarbejder på et bordel.  Bjørn Rasmussen, født 1983, er uddannet dramatiker og uddannet fra Forfatterskolen.

Thomas Rathsack: Shadow Army. Roman. Politikens Forlag

Jægersoldaten Michael Plessner er udsendt til det sydlige Afghanistan som leder en gruppe, der skal fange en højtstående al-Qaeda leder. Gruppen falder i et baghold, og Plessners overlevelse afhænger af den lokale landsbys velvilje. Thomas Rathsack, født 1967, er tidligere Jægersoldat, men mistede i 2009 sin sikkerhedsgodkendelse efter erindringsbogen "Jæger - i krig med eliten".

Martin Richardt: Vingeskudt. Roman. Mellemgaard

En skilsmisse får arkitekten Sten til at tage sit liv op til revision og forsøge at finde den far, han aldrig har kendt. Efterhånden bliver Sten klar over, at løsningen hænger sammen med et skæbnesvangert møde på Mandø under besættelsen. Martin Richardt, født 1971, arbejder til daglig som sprogkonsulent.

Rune Stefansson: Blockbuster. Roman. Byens Forlag

Detektiven Marcelo Krankl hyres af ph.d.-studerende Sofia Goldbaum, der forsker i den danske insulingigant Nords fortid samt deres aktuelle arbejde med at udvikle en ny type insulin. Det udvikler sig til en kompleks og livsfarlig opgave med mange skumle interessenter involveret …  Rune Stefansson, født 1971, er cand. mag. i litteraturvidenskab og arbejder som kommunikationsmedarbejder.[...]

Julie Sten-Knudsen: Hjem er en retning. Digte. Gyldendal

Digte om tilværelsens retninger, hvorhen de end måtte gå, og om at finde sig selv.

Julie Sten-Knudsen, født 1984, har gået på den svenske skriveskole Litterär Gestaltning, som er en del af Göteborgs universitet.

Kasper Syhler: Patterson - sort ko, hvid mælk. Roman. Gyldendal

En komedie om Patterson, der ser sig selv som universets centrum og nægter at underkaste sig samfundets almindeligt humørforladte tilstand. Kasper Syhler, født 1975, har skrevet manuskripter til film og computerspil samt en række letlæsningsbøger for børn.

Erik Valeur: Det syvende barn. Roman. Politikens Forlag

Syv spædbørn fik i 1961 fik en fælles start på livet på børnehjemmet Kongslund, hvorfra de seks senere blev adopteret af barnløse ægtepar. Hvem var det mystiske syvende spædbarn, og hvorfor er det så magtpåliggende for højtstående personer, at dets identitet og skæbne forbliver omhyggeligt skjult? Erik Valeur, født 1955, er journalist og har bl.a. været medredaktør påMagtens Bog, der handler om politiske skandalesager.

Hanne Højgaard Viemose: Hannah. Roman. Gyldendal

En muligvis selvbiografisk fortælling om en ung pige, der tager til Australien for at finde friheden og overlever med tilfældige, dårligt lønnede jobs i et hårdt miljø, men som måske også finder sig selv i processen. Hanne Højgaard Viemose, født 1977, er bachelor i Antropologi og Etnografi og uddannet fra Forfatterskolen 2011.

Claus Bratt Østergaard: Den anden mand. Roman. Tiderne Skifter

I parallelle spor følger vi en mand, der ligger på en institution med flækket halshvirvel og en hukommelse, der kun lader sig gribe i usammenhængende klip - og får tilbageblik til 50'erne, hvor hovedpersonens fortid oprulles. Claus Bratt Østergaard, født 1943, er cand. mag. i engelsk og har i de seneste år arbejdet som oversætter.

Helle Vincentz: Den afrikanske jomfru. Roman. Rosinante

Caroline Kayser er 32 år, jurist og næsten lige så benhård som det firma inden for olieindustrien, hvor hun arbejder, og som sender hende til Kenya for at dysse rygter om uetisk opførsel ned. Men hvor langt vil hun gå for at redde firmaets omdømme? Helle Vincentz, født 1978, er uddannet journalist og har bl.a. arbejdet i Mærsk-koncernen.

 

Diskvalificeret på grund af tidligere skønlitterære udgivelser:

Brian Dan Christensen: Øen med de ni broer. Roman. Gyldendal

René Jean Jensen: Jeg har planlagt at dagdrømme. Digte. Gyldendal

Alen Meskovic: Ukulele Jam. Roman. Gyldendal

 

Debutantprisjuryen består af

Fritids- og kulturchef Mona Madsen (formand) - mmad@solrod.dk

Ekstern lektor Anders Busk - ab@dramatiker.dk

Boghandler Markus Kühlmann Selliken - kaffeerdinven@gmail.com

Bibliotekar Rikke Smith - rsmith@kff.kk.dk

 

Nyheder