Tale til modtageren af Danske Banks Debutantpris 2011

11. november 2011

Ved uddelingen af Danske Banks Debutantpris, den 11. november 2011, holdt Mona Madsen følgende tale til modtageren, Erik Valeur.

Mona Madsen er formand for Debutantpris juryen.

Erik Valeur: Det syvende barn.

De fem første ord i den vindende bog er: Det må forblive en hemmelighed...

Og hemmeligheden består så et øjeblik endnu, mens jeg afslører, hvem der har fremstillet årets debutantskulptur. Som bekendt er debutantprisen på 50.000 kroner. Men derudover har prisens sponsor, Danske Bank,  igennem nogle år tilføjet en ekstra præmie - et varigt minde i form af en skulptur, skabt af en lovende ung kunstner. I år er den udvalgte kunstner Malene Bang, som er under uddannelse fra det Kgl. Danske Kunstakademi og arbejder med både tegning, skulptur, film og installationer.  Det værk, som hun har skabt til denne lejlighed, kan minde om et værktøj til kalligrafi, men ligner også en fakkel eller en middelalderlig pisk  - og det med pisken refererer ifølge kunstneren til det selvpineri, det er for en kunstner at sætte sig selv i gang…

Selvpineri er nok et for stærkt ord, når det handler om at læse bøger - men i debutantprisjuryen, som består af mig og 3 unge, glubske, professionelle læsere, har vi i perioder haft hårde tider med at komme igennem de 32 indstillede titler. Flere har spurgt, hvordan vi når frem til en vinder, og det er faktisk noget vi diskuterer hvert år.  Hvad er det vi belønner? Giver vi prisen til den bog, som i år var mest læseværdig, men som måske kun er et one-hit-wonder - eller er det en talentpris som gives til den forfatter vi tror har mest fremtidspotentiale? Drømmescenariet er at kunne vælge en bog, som stråler både af aktuel kvalitet og store løfter for fremtiden - og selvfølgelig gerne en, som hverken læsere eller anmeldere endnu har opdaget, og hvor vi så med prisen kan være med til at give det afgørende skub ud over rampen… 

Det med skubbet kan vi godt glemme i år. 

Vinderen er Erik Valeurs bog "Det syvende barn". Den er blevet rost af mange anmeldere, og den har ligget på bestsellerlisten og i toppen af bibliotekernes reservationskø i mange uger.  Nu skal I høre lidt om bogen, om forfatteren, og om hvorfor vi har valgt den.

Bogens altoverskyggende tema - adoptioner - har rod i forfatterens eget liv.  Erik Valeur blev ikke selv bortadopteret, men af sociale årsager anbragte hans enlige mor ham de første to år på det spædbarnshjem i Skodsborg, som danner rammen om fortællingen.  De spor, det satte, og den personlige berøring med hvad skam, fortielser og løgne kunne gøre ved både mødre og børn, fik ham til som journalist at grave sig dybt ned i hvordan op mod 30.000 danske børn - i årene fra 2. verdenskrig til 1973, hvor den frie abort blev indført - blev berøvet både den allervigtigste første omsorg i starten af livet og deres forbindelse til de biologiske rødder.

Stoffet blev vævet til en artikel i månedsbladet Press, som indbragte en Cavling-pris - men tanken om de mange børneskæbner levede videre i Valeur, indtil han fandt ud af at de kunne få allermest slagkraft i en fiktionsramme, hvor han var almægtig dukkefører. 

Det blev en ambitiøs og kompleks konstruktion. Et vægtigt værk (1,3 kilo!), som med dybtliggende personligt brændstof flammer op i vrede mod det samfund, som berøvede børnene deres historie og rødder. Og mod mennesker, som leger Gud med andres liv. 

Kort fortalt (og lige netop det udtryk kan man ellers ikke bruge om denne bog) handler det om syv uønskede børn, der lå sammen på spædbarnshjemmets "Elefantstue" i 1961.  Seks af dem kom siden ud i familier, mens det syvende barn, Marie, blev vurderet som for handicappet og skrøbeligt til adoption. I stedet vokser hun op som forstanderindens plejebarn, og gennem årene har hun hemmeligt fulgt de andre 6 i deres formodede "normale" liv.  Marie er bogens fortæller, og hendes ensomhed og savn får afgørende betydning for alle de andres skæbner - og for afsløringen af de store hemmeligheder, de alle sammen er viklet ind i. 

Det er en fortælling om magt og magtmisbrug, og om længsel og håb. Der er store følelser på spil, og mange svigt, der skal hævnes - og for at få hele kabalen til at gå op, har Valeur over næsten 700 sider konstrueret et sindrigt æskesystem med spring i tid, tilsyneladende løse ender og mange vildspor.  Plus lidt aktuel samfundssatire som garniture.  Lidt af et kinderæg, som en anmelder så rammende skriver.  Og måske kunne lidt mindre have været lige så godt… 

Men bogen er en imponerende præstation, og vi glæder os allerede til Valeurs næste værk. 

Mona Madsen