Peter Bastians åbningstale, BogForum 2011
11. november 2011
Mit forfatterskab er hurtigt overstået. Det består af to bøger.
Den første hed "Ind i Musikken" og udkom i 1987. Det er en
vanskelig bog med en masse nodeeksempler. Jeg skrev den bog jeg
ville, og til alles forbløffelse solgte den over 100.000
eksemplarer og sælger stadigvæk.
Det viste sig, at det var en bog som satte en samtale i gang, som
vi havde lyst til at føre. En samtale som - med et udtryk fra
naturvidenskaben - udviklede selvstændige empirikere. En
selvstændig empiriker er et menneske som er forsker i eget liv, et
selvstændigt sansende og undersøgende menneske.
Ordet samtale er afgørende og med min bog nr. to, "Mesterlære, en
livsfortælling", håber jeg på at sætte en samtale i gang som vi har
hårdt brug for. En samtale som handler om, hvem vi er som
kulturvæsner, hvor vi sidder fast og skal og hvad vi vil med vores
liv og samfund.
I "Mesterlære" fortæller jeg om mit liv som frivillig og
ufrivillig deltager i den ultra positive og supernødvendige
udvikling af værdier vi har gennemført med stor succes i vores del
af verden. Det er en udvikling som har lært os omsorg og skabt
velfærdsstaten. En udvikling hvor kvinderne har talt sig fri af
tusind år gamle patriarkalske strukturer og udviklet en identitet
som frie og selvstændige væsner på lige fod med mændene. Vi lever i
et samfund hvor stort set hele befolkningen er i stand til at tale
civiliseret om, hvordan rollerne om hjem og børn og arbejde skal
fordeles mellem far og mor. Aldrig før i verdenshistorien har man
oplevet noget tilsvarende og kun ganske, ganske få steder på
planeten har man et befolkningsflertal som kan det.
Vi er produkter af ufattelig mange timers kvalificerede samtaler,
hvor vi i kraft af velfærdsstaten har haft tid til at tale om alt
mellem himmel og jord, og har haft lov til at tale om alt mellem
himmel og jord.
Og vi har udviklet senmodernitetens sensitive selv, og kan med
matematisk præcision tale os ind på livet af hinanden, hvis vi
vil.
Vi er en nation, hvor vi kan gå i Falkonercentret til Krop, Sind og
Ånd messe og zappe tro og religion. Vælge mellem 31 forskellige
slags Kristendom, Sufidans, Koranlæsning, guld røgelse og myrra
skær. Hvornår i verdenshistorien har vi kunnet opvise noget
tilsvarende, og hvor mange steder på planeten? Sku' vi ikke ta' og
lave sådan en messe i Saudiarabien?
Vi har definitivt afskaffet den sorte skole og spørger vores børn:
"Hvad kan du tænke dig at bruge dit liv til min egen guldklump?".
Intetsteds i verdenshistorien og næsten ingen andre steder på
planeten kan mønstre en civilisation som kan det.
Vi mennesker, som er samlet her på Bogmessen, er resultatet af en
lang, nødvendig og positiv, super vellykket udvikling af værdier,
men vi er sandet til i vores egen succes og sidder lammede til
halsen i vores egne værdier.
Kultur bølger mellem nybrud og tilsanding, og tilsandingen af vores
kultur kan ses over alt, når man har øjne at se med.
Tilsanding af individet: Hvor min farfar,
bondemanden havde en identitet, som på mange måder fortalte ham,
hvordan et ordentligt menneske skal opføre sig, har vi udviklet en
psykologisk selvforståelse.
Psykologien er en videnskab, som har givet os umådeligt rige gave,
men den psykologiske selvforståelse er problematisk, fordi
psykologiens hovedinteresser er, hvordan vi har det, og hvorfor vi
har det som vi har det. Hvis man ikke er på mærkerne - og det var
vi ikke - vil det opfordre os til at interessere os så intenst for,
hvordan vi har det, at der udvikles en morbid selvoptagethed. Og
når vi er optaget af hvorfor vi har det som vi har det, så udvikler
vi offerbevidsthed.
Offerbevidsthed. Vi hører en mand og en kvinde tale sammen i
Supermarkedet, så ubehageligt, at vi kan regne ud at de må da vist
være gift. Udenfor siger hun: "Hvor var du ubehagelig". Hvortil han
trækker offerkortet og siger: "Jamen jeg er så deprimeret". Så er
samtalen forbi, for når man er deprimeret, er der ingen grænser for
hvor infamt man har ret til at opføre sig, overfor sit hjertes
erklærede udkårne.
Vi taler meget om nærvær. Nærvær betyder, at vores tid og vores
opmærksomhed er givet til hinanden, til verden.
Fravær er jo så, når vores tid og vores opmærksomhed er givet til
hvem? Til os selv. Det befriende ved sådan et udsagn er, at det
ikke er et synspunkt. Det er en kendsgerning! Og når
verdenshistoriens mest udviklede sensitive selv retter al sin
sensitivitet mod sig selv, skabes der en uigennemtrængelig skal af
fravær. Som vi lever vores liv i. Hvor det vigtigste i verden er,
hvordan jeg har det! Det har taget 13,7 milliarder år at udvikle en
bevidsthed, der kan tænke selv. Det vigtigste i vores liv, kan det
virkelig være hvordan vi har det!
Samtalen, fællesskabet og debatten er tilsandet:
Fraværet af visioner betyder at vi lever vores liv i
overlevelsesinstinktet. At vi ser verden gennem
overlevelsesinstinktets værdier. Overlevelsesinstinktets kærne er
den eksistentielle grundangst. Vi har været andre væsners
middagsmad siden tidernes morgen. Så idealtilstanden for
overlevelsesinstinktets fællesskab er fred på jord. Hygge. For at
få hyggen til at brede sig styrer vi os. Vi holder igen med hvad vi
taler om. "Dont rock the boat." Hygge er et fællesskab, vi bliver
dummere af, men formålet er heller ikke udvikling, overhovedet. Det
er fred på jord. Altså, et fællesskab på bekostning af
individualitet.
Overlevelsesinstinktets debatformer åben krig,
konflikt. Hvis vi ser på hvordan medierne orkestrerer en debat, så
er det altid som konflikt. Der skal være et modsætningsforhold, og
hvis vi kan få deltagerne til at skændes, er debatten vellykket. Vi
taler ligefrem om sekundanter.
Og studieværten, selv den mest begavede, forsøger at få
modsætningerne til at tårne sig op, og bagefter kan vi konstatere,
at alle deltagerne uden undtagelse kom til at fremtræde dummere, og
mere endimensionale end de er. Og klogere blev vi seere jo heller
ikke.
Udviklingsinstinktets, kunstens anliggende er det absolut
modsatte, nemlig emmergens. At opnå en helhed som er noget
fuldkommen andet og mere end summen af delene. Liv.
At få en samtale til at fungere på udviklingsinstinktets
præmisser forudsætter en indre nødvendighed. 1) At vi erkende at vi
har et problem, 2) at vi erkender at vi ikke aner hvad vi skal
stille op, og 3) at vi beslutter os til sammen at gøre noget ved
det.
Det er den form for skabende fællesskab som forårsager de
væsentlige kulturelle nybrud. Det var den samtale rødstrømperne
førte, det var den samtale som en lille kreds af mennesker omkring
Grundtvig førte, hvor de udviklede det levende ord og skolen for
live, og det var den samtale som udfoldede sig omkring Lorenzo de'
Medici, som i Forenze samlede de mest visionære kunstnere og
tænkere omkring sig. En lille flok mennesker som udviklede de
tanker, som sprængte middelalderkirkens antiindividualisme og fødte
renæssancen.
Det autentiske engagement udvikler et fællesskab, som jeg oplever i
mine bands. Hvor Den danske Blæserkvintet er en bedre musiker end
jeg er, end Bjørn er, end Søren er og så videre. Der oplever vi et
fuldkomment fællesskab, hvor vi er ét med vores fælles projekt, og
samtidig en individualitet, hvor hver mand har hele ansvaret. Der
skal én til at spille falsk, der skal fem til at spille rent. Det
er et fuldkomment fællesskab og en fuldkomment forstærket autonom
selvstændighed som en og samme tilstand. Det skabende
fællesskab.
Vi bliver nødt til at generobre det levende ord, for vi har
noget at tale om. Vi bliver nødt til at tilbageerobre samtalen fra
medierne. De samtaler, medierne sætter i gang i os, er værdiløs
udveksling af synspunkter. Væk med det, og lad os løse de problemer
vi står i til halsen: Undervisningssystemet er en død sild, ingen
organtransplantation kan få den op at flyve. Forfra, forfra,
forfra. Hvordan kan vi opdrage vores børn autentisk, uden at vi
skaber os, hvad vil det sige at være en mand i en kultur med frie
kvinder, en fuldkommen anden kultur, end den de gamle manderoller
udfoldede sig i. Hvad stiller kvinderne op med deres frustration
over mændene? Hvad stiller vi op med selvoptagethed,
offerbevidsthed og fravær af udviklingsinstinktets hierarkiske
værdier. Hvad vil vi med vores fabelagtigt udviklede samfund,
beboet af sensitive, frie mennesker.
Vi må mødes i åbenhed og vilje til at sætte os selv på spil.
Mediernes flimmer kan ikke hjælpe os. Det skaber i højden en
zappers omstillingsparathed. Vi har brug for dybde og der kan bogen
hjælpe os. Men vi har først og fremmest brug for hinandens
autentiske engagement. Og allervigtigst. Jeg taler ikke om de
andre. Jeg taler kun til dig.
Peter Bastian