Bogforum 2011

”The Hours”-forfatter, Michael Cunningham, gæster BogForum med ny roman.

2. november 2011

Michael Cunninghams seneste roman "Når mørket bryder frem", er netop udkommet på dansk. Du kan opleve ham på årets BogForum.

Michael Cunningham (f. 1952) er manden bag bogen bag filmen "The Hours". Romanen kom i 1998 og indbragte blandt andet forfatteren en Pulitzer Prize, og i 2002 kom så filmen, som også modtog prestigefyldte priser - deriblandt en Oscar.

Michael Cunningham er en del af den intellektuelle elite i New York, som også tæller Paul Auster, Siri Hustvedt, Jonathan Safran Foer og Jonathan Franzen, og hans seneste roman "Når mørket bryder frem" portrætterer netop det miljø.

Bogens hovedperson Peter Harris er succesfuld gallerist og gift med Rebecca, som er redaktør. De lever et privilegeret liv i storbyen, hvor kunst, penge og cocktailparties fylder tiden ud. Men midt i det perfekte, opdager Peter alligevel en sprække i lykken. Han længes efter noget. Noget, som kan mærkes og ryste ham ud af det lidt for lette liv. En dag flytter Rebeccas biseksuelle lillebror, Mizzy, ind, og Peter famler i mørket efter at forstå sin egen fascination af Mizzy og sin egen eksistentielle tvivl og længsel.

Cunninghams særkende ligger i antydningens kunst. Han er tidligere - og i forbindelse med denne roman - blevet rost for at kunne sætte ord på det usigelige, og uden de store handlingsforløb alligevel formå at skabe dragende og dramatisk litteratur om menneskets dybtliggende trang til at lede efter lykken.

Du kan opleve Michael Cunningham lørdag den 12. november kl. 13 på Scenen i samtale med Barbara Læssøe Stephensen om "Når mørket bryder frem", og senere samme dag på Tranescenen kl. 14.40 sammen med Tonny Vorm.

 

Udarbejdet af Astrid Bjørnskov Thorhauge, Litteratursiden.dk

 

Nyheder