Kirsten Hammann og kvinderne
12. oktober 2011
Oplev Kirsten Hammann, som er aktuel med den
tragikomiske kærlighedshistorie "Se på mig", på årets BogForum.
Kirsten Hamman (f. 1965) debuterede allerede i 1992 med
digtsamlingen "Mellem tænderne" og har siden udgivet både lyrik,
poetik, romaner - og såmænd også en børnebog.
Allerede ved sin debut blev Hammann erklæret 'talent', og stort
set hele det danske anmelderkorps var enige om, at der her var tale
om en forfatter, som ikke lignede nogen anden end sig selv. Stilen
er ikke blot rå, men også elegant - både når samfundsværdierne skal
spiddes, og når moderne kvinders komplekse natur skal analyseres og
ikke mindst dissekeres.
Efter sin seneste roman "En dråbe i havet", som handler om fattigdom i
U-landene og åndelig ditto i I-landene, trængte Kirsten Hammann til
at have det sjovt. Hun ville skrive en komedie om kærlighed. Det
blev til "Se på mig", som udkom i august i år med flotte ord fra
anmelderstanden.
"Se på mig" er en tragikomisk
kærlighedshistorie, som følger hovedpersonen Julie, der svælger i
kærestesorger efter at være blevet forladt af en kæreste med kolde
fødder. Sune, en ung fyr fortabt i forfatterdrømme flytter ind som
logerende, og de to skæbner spejles i hinandens neuroser og knuste
drømme - alt sammen i et typisk Hammann'sk tonefald ladet med
ironi.
Du kan høre Kirsten Hammann fortælle om romanen og arbejdet
med den, søndag den 13. november på Scenen kl.
11 i samtale med Barbara Læssøe Stephensen og på
Tranescenen, stand 60, kl. 14, hvor hun taler
med Julie Moestrup.
Udarbejdet af Astrid Bjørnskov Thorhauge, Litteratursiden.dk