Dy Plambecks tale til BogForums jubilæumsfest 2011

12. november 2011

-          Pølse-Jørgens betydning for mit liv med litteratur.

Min far havde engang en Porsche. Længere nede af Skovvej i Buresø, hvor jeg voksede op, boede Pølse-Jørgen. Han og min far lavede tilbage i 1987 en byttehandel. Pølse-Jørgen fik min fars rendegraver, og min far fik Pølse-Jørgens Porsche. Femten år senere, da jeg var 22 år, gik jeg på Forfatterskolen i København. Samtidig arbejdede jeg som bartender på koncertstedet VEGA. En nat, mens jeg stod og skænkede en fadøl, kom en fremmed kvinde op til mig i baren. Hun så lidt på mig. Så spurgte hun:

"Hedder du ikke Dy? Er du ikke vokset op i Buresø?"

"Jo," sagde jeg.

"Ja," sagde kvinden, "det var din bror, der kørte sig selv ihjel i din fars Porsche."

Min bror lever heldigvis i bedste velgående. Men Porschen var på trods af sit fine mærke et lig af en vogn. Min far afleverede derfor Porschen hos mekanikeren nede i den anden ende af Buresø. Det var mekanikerens søn, der brækkede et ben, da han i en brandert stjal Porschen og kørte ind i et træ.

 

Da jeg fik fri fra VEGA klokken fem om morgen, gik jeg hjem og skrev et digt om mødet med kvinden i baren. Det var det første digt, jeg skrev i mit liv. Det digt blev det første digt i min første bog,Buresø-fortællinger(2005). På det tidspunkt havde jeg gået rundt i næsten et år på Forfatterskolen og ikke vidst, hvad jeg skulle skrive. Jeg kunne ikke finde på noget. Det var lige så håbløst, som det lyder: Jeg var blevet optaget på Forfatterskolen som én blandt flere hundrede og så vidste jeg ikke engang, hvad jeg skulle skrive. Men den nat gik det op for mig, hvor jeg skulle begynde. At de historier der lige nu ligger i bogform i store stabler på Bogforum først havde ligget ude i virkeligheden. At litteratur, i min tale forstået som skønlitteratur, kunne opstå af hvad som helst: en byttehandel mellem en rendegraver og en Porsche f.eks.. Jeg oplevede, at det var, som om virkeligheden selv kaldte på et stykke fiktion for at forløse sig. At den bad om at blive fortalt, ikke 1:1, men at litteraturen netop kunne kaste et andet lys ned over virkeligheden.  

Men jeg oplevede også noget andet. Jeg blev for anden gang i mit liv udsat for en slags genkendelsens chok. Første gang var i Pølse-Jørgens lade.

                                                                  * 

Buresø er en lille flække. Mange kører igennem byen uden at opdage, at de har været dér. Min fars bedste ven hed Yrsa. Han var skærsliber, gik i blomstrede kjoler og boede i et Folkevognsrugbrød. Det var der ingen, der fandt særligt eksotisk i Buresø. Men hvis nogen havde fortalt mig, at der siden 1992 havde eksisteret noget, der hed Bogforum i København, hvor folk mødtes og købte bøger og talte om dem og med forfatterne, ville jeg have syntes, det lød som noget, der foregik på en fremmed planet. Jeg kendte ikke nogen, der læste bøger. Vi havde en bogreol i den fine stue, hvor ingen kom.Min farmors husaf Soya stod i reolen.Jeg troede, at Soya havde noget at gøre med den soyamælk, min mor tvang mig til at drikke. AtMin farmors husvar en bog om soyamælk.

                      Pølse-Jørgen havde en lade fuld af gamle møbler og bøger, som han huggede i stykker og fyrede med, de perioder hvor brændet slap op. I laden havde han også en lille bod, hvor han solgte kartofler for at tjente lidt ekstra til pensionen. Han havde været pølsemand engang, deraf navnet, Pølse-Jørgen. En dag, da jeg var omkring fjorten år, blev jeg sendt op til Pølse-Jørgen for at købe kartofler. Ved en pludselig indskydelse tog jeg en bog i stablen. Det var J. P. JacobsensLyrik og prosa. Jeg slog op på en side og læste:

Hun var som Jasminens sødtduftende Sne,

Valmueblod randt i hendes Aarer,

De kolde, marmorhvide Hænder                                                                                

Hvilede i hendes Skjød,

Som Vandlilier i den dybe Sø.

Hendes Ord faldt blødt

Som Æbleblomstens Blade

Paa det dugvaade Græs;

Men der var Timer,

Hvor de snoede sig kolde og klare

Som vandets stigende Straale.

Der var Suk i hendes Latter,

Jubel i hendes Graad;

Linjerne stammer fra digtet "En Arabesk" af J. P. Jacobsen, der handler om et jegs skæbnesvangre møde med kærligheden. Mit møde med det digt blev også skæbnesvangert. For første gang blev jeg ramt af det, som den norske forfatter Per Petterson meget præcist kalder "genkendelsens chok." Jeg følte mig genkendt i teksten. Jeg forstod ikke, hvad det var, der skete. Det gør jeg måske stadig ikke, men jeg tror, de fleste mennesker, der har læst en bog, genkender den følelse af, at man læser og tænker: Ja! Sådan er det! Sådan føles det! uden nogensinde at have været på det sted, der bliver beskrevet i teksten. Uden nogensinde at have mødt de mennesker, der er i teksten, føler man, at man kender dem. Man læser en tekst og møder noget nyt, samtidig med at man har følelsen af, at man hele tiden har kendt det. Derfor føler man sig inkluderet i litteraturen. Litteraturen kan nærmest hive billeder ud af sjælen, som man ikke vidste var der.

Den inkludering giver et nyt blik på verden. Jeg oplevede først og fremmest, at litteraturen gav mig et nyt blik at se med. Det var, som om jeg havde set mig selv i spejlet og opdaget en anden. Jeg var mig selv og inde i en anden bevidsthed på én gang.

Samtidig oplevede jeg, at ordene havde en ekspressiv kraft, der rakte ud over deres betydning. Det var lige så vigtigt, hvordan ordene lød, så ud, hvordan de stod efter hinanden på en linje. Jeg oplevede, at det litterære sprog ikke gav svar, men undersøgte verden og derfor ikke reducerede den, men åbnede den.

Det var her i Pølse-Jørgens lade, at min fascination af litteratur startede. Jeg blev opmærksom på, at alle bøgerne i laden kunne åbne sig på samme måde som "En Arabesk" og udvide verdenen.

                                                                *

Jeg kan ikke vide det, men jeg tror, at en del af grunden til, at tusindvis af mennesker står i kø, når Bogforum slår deres døre op, er, at de også har haft deres oplevelse med litteraturen. De har måske også oplevet genkendelsens chok, udvidelsen af verden, ordenes ekspressive kraft. Måske har de også oplevet, at de, ligesom jeg, heller ikke kan svare, når de bliver spurgt om, hvad litteraturen kan. Der er ligesom ikke et svar, der er dækkende nok. Litteraturen er fri, forstået som grænseløs. I én sætning kan man være i København midt i en opvask, og i den næste sætning på månen, men litteraturen kan også samle netop en opvask og månelanding i én og samme fortælling og på den måde vise kompleksitet. Men litteraturen er ikke sådan at indfange. Årets nobelprismodtager i litteratur, den svenske digter Tomas Tranströmer skriver i digtet "Madrigal:"

De alvorligste forbrydelser forbliver uopklarede trods indsats af mange betjente. På samme måde er der et sted i vores liv en stor uopklaret kærlighed.

For mig er de linjer et billede på litteraturen. Den er en stor uopklaret kærlighed, som jeg ikke forstår. Den kan ikke opklares som en forbrydelse, ikke indfanges som en tyv, men den findes og stort HURRA for det, for litteraturen, bogen og Bogforum, der fylder 20 år. 

Dy Plambeck

12. november 2011