Danske Banks Debutantpris 2009
13. november 2009
Martin Kongstad har i formiddag modtaget Danske Banks
Debutantpris for "Han danser på sin søns grav". Noveller, Peoples
Press.
Martin Kongstads bog handler om en gruppe mennesker - venner,
bekendte - et løst koblet netværk, som er knyttet sammen af en
fælles baggrund. De er børn af intellektuelle 68'ere, som
gjorde oprør ved at udfordre autoriteter og seksualmoral og
forkaste kapitalismen. De valgte i stedet socialismens drøm om
fællesskab og bekymrede sig om krigsramte og undertrykte folkeslag
i hele verden - gerne langt væk. På den etiske og principielle
front solidariserede de sig med den hjemlige arbejderklasse, men
Ishøj og Tingbjerg levede ikke op til de æstetiske fordringer, så
derfor var 68'erne nødt til at lade børnene vokse op med
ligestillede i Kartoffelrækkerne og gå sammen på
Bernadotteskolen.
Da 68'ernes børn blev voksne, gjorde de naturligvis også oprør.
De skrottede forældrenes ideer om fællesskab og blev til den
selvcentrerede "generation X". De var flasket op med
bevidstheden om at tilhøre den kulturelle elite, og i starten af
det nye årtusinde, hvor Kongstads noveller udspiller sig, har de
gjort karriere i den eskalerende højkonjunkturs kulturelle elite:
medier, kultur, reklame…
Den gennemgående fortæller i de 7 noveller er journalisten
Mikkel Vallin, som skriver livsstilartikler om raffineret
gastronomi. "Mad er for os, hvad socialisme var for
halvfjerdserne", erklærer han. Hedonismen er den herskende filosofi
i omgangskredsen, hvor holdninger kun er noget man har til ting,
der ikke for alvor betyder noget for en, og hvor selviscenesættelse
er vigtigere end reelt livsindhold. Man dyrker det nøje
afvejede uprætentiøse som adelsmærke. Penge er ikke noget man
demonstrerer - kapitalen skal være kulturel. Kynisme og ironi
er omgangstonen - og hvis en naiv opkomling, der midlertidigt har
fået lov til at færdes i kredsen, bryder de uskrevne regler og
roller, f.eks. ved uden filter at lægge sine ægte følelser frem, så
er han med øjeblikkeligt stiltiende forståelse dømt ude.
Mikkel Vallin færdes i det selvfede kultur-aristokrati som en
halvhjertet insider, der føler sig hævet over den hulhed og tomhed,
han registrerer. I starten er han blot den nøgterne betragter, men
efterhånden opfatter han sig selv som muldvarpen - forræderen, der
opretholder sin position i et samfund, han ikke længere kan
identificere sig med. Og i bogens kronologiske forløb bliver
det tydeligt både for ham og for læseren, at den overfladiske
livsstil har ført ham over en lang række svigt og brudte broer til
en desillusioneret tomhed.
Martin Kongstad er selv rundet af samme miljø, som han
beskriver, og han afdækker fuldstændig suverænt de sofistikerede
koder som holder gruppen sammen. Meget rammende kalder forlaget
bogen "en selvmordsbombe i den kreative
klasse". Selvmordsbomber skal man ikke spøge med. Men i dette
tilfælde, hvor det ikke er menneskeliv, men selvrespekt og
anerkendelse, der er på spil, bliver man fortrinligt underholdt,
mens sprængstoffet lægges frem, og bomben armeres.
Mona Madsen
Formand for Danske Banks Debutantprisjury